Ungkarlene, sagde han, tog han Hatten af for ... Og han tog osse Hatten af for Hingstene! De fik Betaling oven i Købet. Fanden i Vold med Ægtemændene! De var no'en Stympere! Nu saa vi pr. Eksempel paa Næsset! De to, der ha'de det bedst der, var uvilkaarlig Hejmdal og ... og Grev Scheele ... Først havde man let højrøstet af den lille Lunds Tale. Men nu blev der raabt: Hyss! Ned med ham!

Men han ønskede virkelig i Øjeblikket, at noget saadant kunde lade sig gøre. Selv vilde han ogsaa føle en Art Lettelse derved. Men Hansen-Maagerup vendte sig om og saa bedende paa ham. "Det maa Du ikke tale om," sagde han sagte. "Jeg kan ikke taale det." Der var nogle Øjeblikkes Stilhed i Værelset. Inde fra Dagligstuen hørte man paany Latter og højrøstet Tale.

Og han klappede hende engang til og gik smilende bort ... Satans ogsaa! mumlede Bønderne skuffet Hva' gaar der af ham i Dag! ... Da tonede Forvalter Larsen frem, lang og overmodig. Han hilste højrøstet paa de omkringstaaende, medens han haanligt plirende saa' hen mod sin fordums Herre og Husbond: Saadan skal de ha' det, de Smørtyve! fniste han.

Republikanerne er ganske vist ogsaa der i Majoriteten; de holder ved alle Midler Bevægelsen nede, de forbyder Legitimisternes Processioner, de lukker deres Kaféer og fører samtidig selv det store Ord saa højrøstet, at man paa Afstand kun lægger Mærke til dem. Men netop det er det, der gjør Modstanden indædt og udholdende.

Det var, som havde Sønnens Giftermaal aldrig fundet Sted. Hans havde et Par Gange forsøgt at faa Moderen til at udtale sig om Sagen; han fandt Situationen baade pinlig og latterlig; men hun havde vendt ham Ryggen og tiet haardnakket. Og da han var blevet hidsig og højrøstet og havde villet tvinge hende, havde hun rolig rejst sig fra sin Plads og forladt Værelset ...

Katinka rettede sig op og smilte: Ja, sagde hun: -Nu ska! I faa Toddyerne.... Bai gik ind. Katinka blev siddende foran det forladte Bord med Flaskerne o^ Glassene, der stod halvtømte. Inde i Kontoret lo og snakkede de højrøstet op i Munden paa hinanden man hørte Kiær.... -Bring Lamperne derind, sagde Katinka. Lattersalverne slog ind til hende, hver Gang Marie gik med Døren.

Svenskerne var en Trup med en tragisk Stockholmer-Stjerne, der skulde spille her, mens »vore Egne« gik paa Tourné med Aabningsforestillingen i Provinserne. Adolf forklarede det højrøstet, mens han hilste til højre og venstre: Genial Idé, sagde han: Aabningsforestillingen forstaar De Fordrer kun ni Personer med Regissør ... Gi'er jo ingen Omkostninger. -Jylland og Øerne, sagde han.

Samtalen blev højrøstet, og Fru Mourier sagde til Generalinden: Ja, Fordringerne stiger, Du, sagde hun og saá kærligt beundrende ned paa Datteren, mens Karl begyndte at forklare Kammerjunkeren om Staldene, ivrigt og optaget: at de var efter engelsk Mønster, med Hestene frit i Baasene, store Rum, med Marmorgulve og Vandledninger. -Storartet De, sagde Karl: jeg har selv givet Tegningerne.

Agathe havde gjort sin Pligt og vendte tilbage til sin Plads. Konversationen var nu blevet meget højrøstet, og hver berettede sine Enkeltheder. -Men hvordan tog Manden det? raabte Fru Sten fra sin Puf. Oberst De var der jo? Oberstindcn tog Ordet fra Obersten: Duncker havde selv lukket op for Obersten i Entréen og sagt, da de kom ind i Stuen: »at dette var ham kærere«....

Naturligvis hændte det ogsaa nu og da, at Tyven og Tyvens Tyv kom til Enighed om Tingene og broderlig delte Rovet. Stranden var Folks evige Uro, deres Tankers Næring og Afgud. Engang sad Skagboerne i Kirken og hørte Højhelligdagspræken. Da mærkede de, som sad Døren nærmest, at der blev ført højrøstet Passiar ude i Vaabenhuset, det var Kirkebetjenten, der skændtes med Strandfogden.