United States or Paraguay ? Vote for the TOP Country of the Week !
Carr « stammede Præsten forvirret, da Gudstjenesten var endt. »Ja, Hr. Pastor?« »Hm hm der er noget, jeg vil spørge Dem om!« »Til Tjeneste!« »Eh æ jeg mener var det Deres egen?« »Min egen?« gentog Carr forundret. »Tror De, jeg prædiker andres Taler? Nej, saa uværdig er jeg da heller ikke det vilde jo være slet og ret Bedrageri.« »Ja naturligvis, ja ... vist saa. Det synes jeg ogsaa.«
Gudstjenesten begynder forøvrigt Klokken Ni, ifald Deres mange Forretninger tillade Dem at komme til den Tid«, og dermed gik Præsten over til sit Værelse, medens jeg gik ind i Dagligstuen. Her traf jeg Corpus Juris, der talte ivrig sammen med Emmy og Andrea Margrethe. Den Sidste vilde imidlertid gaae bort, da jeg traadte ind.
Der sad han sammenbøjet og rokkede med Hovedet under hele Gudstjenesten. Naar han kom hjem, kunde han hele Prædikenen udenad, han disputerede med Moderen og læste meget i Bibelen. Især var det Lidelseshistorien, som betog ham; han laa til langt ud paa Natten og læste Mynsters Betragtninger, og han talte meget om Døden; han sagde ofte, at hvad han helst vilde være, var Munk eller Martyr.
Der var ikke Tvivl om Pastor Dundas Popularitet. »Er der altid saa fyldt, naar Sognepræsten prædiker?« »Ja altid«, maatte Klokkeren indrømme. »Men Pastoren taler jo ogsaa vidunderligt.« Kapellanen fulgte Gudstjenesten med dybeste Alvor. Dundas' hele Optræden imponerede ham fra den første Indgangsbøn. Nu nævnede Dundas Teksten. Kapellanen lyttede dobbelt interesseret.
Da den sidste var kommet ind, og Dørene var blevet lukkede igen, begyndte Gudstjenesten. Tusmørket, i hvilket det store, røde Vindue stirrede som et ondt Øje, de uhyggelige, sorte Skikkelser, den hemmelighedsfulde, klagende Sang og Mindet om det mærkelige Ry, som dette Sted og dets Beboere havde, forøgede den Følelse af Rædsel, som betog mig.
Jeg var forsigtig nok til at holde mine Hænder under Ærmerne, for at han ikke skulde se Arret, jeg kunde jo ikke gaa min Vej, og da Gudstjenesten var forbi, smigrede jeg mig med, at jeg havde narret ham, men han var lige saa klog som jeg, og i det Øjeblik, da jeg rejste mig, stødte han til mig og rev mig om paa Gulvet.
Jeg havde ikke været meget længe i Hallen, før jeg saá Nikola humpe ind med sin Stok og tage Plads ved Siden af Ypperstepræsten. Saa begyndte Gudstjenesten. Da den var til Ende, var det klart, at der skulde finde noget ualmindeligt Sted, for Munkene og deres Gæster blev, hvor de var, i Stedet for som sædvanligt at forlade Hallen.
Dagens Ord