Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 3. juni 2025
Da er med Glæden man dobbelt glad, Og halvt om Sorgen saa tung at bære. Ja det er Gammen, :|: At rejse sammen :|: Naar Fjederhammen :|: Er Kærlighed. :|: Agnes blev ved at se efter Kisten. Dørene var slaaet vidt op ud mod den lyse Dag. Er Kærlighed.... De kom hen til Graven. Det gik i Bakke og Dal for Ligbærerne med Kisten, Touget slap for Graverkarlen og faldt ned i Graven.
Men han spurgte igen: -Bragte du Blomsterne op? Hun blev en Smule rød; Ja, jeg bragte dem. -Var der megen Sne? spurgte Lind igen. -Jeg ved ikke. Pludselig saa Ellen op: Men jeg lagde dem ikke paa jeres Grav, sagde hun. -Ikke paa Graven? han flyttede Piben, hvor Satan da? Hun saa lige paa ham: Jeg kastede dem ind i Hvælvingen, sagde hun.
Det er dog kun som Kalken udenpaa Graven; Forraadnelsen ligger bagved. Først og fremmest har selve de grønne Alleer uhyggelig; meget tilfælles med hine Dekorationstæpper og Sætstykker, som i gamle Dage blev brugte til at give rejsende russiske Kejserinder en Idée om deres Land.
For Sydfrankrigs Vedkommende lader det sig i ethvert Tilfælde med Sikkerhed sige, at flere Generationer vil gaa i Graven, før det lykkes at løsrive Massen af Befolkningen fra det Herredømme, som den katholske Gejstlighed udøver over den. Oldtidslevninger i Provence. Trubadurernes Land er glemt som Trubadurernes Sange.
Undertiden naar der var Forestilling paa Theatret, gik han om Aftenen ned paa "Graven", hvor Theatret laa, og stillede sig op ved Indgangen og saá længselsfuld paa hver, som gik ind. Han vidste ikke, hvor meget han vilde have givet for at kunne gaa ind med de andre, Graaden sad ham i Halsen, og han vilde ikke gaa hjem.
Kæden gled ned fra hendes Bryst og faldt paa Gulvet. Ellen tog det, hun stod lidt og lod de gyldne Led glide gjennem sine Fingre. Derpaa gik hun langsomt ud af Døren og ned ad Trappen med Hovedet bøiet. Hun saa sig ikke om; med Smykket knuget sammen i sin Haand gik hun ilsomt ad Terrassen ned til Graven. Der standsede hun, løftede Armen over Vandet.
Thi det var den Stav, Familien Uldahl skyldte al sin fordums Ære og Magt. Der var noget helligt ved den Stav. Den var af Gud velsignet og Englene velbehagelig. Det var det , han havde faaet Færten af, den gamle salige Bandit Joachim, og derfor havde han faaet lokket Klenodiet fra Etatsraaden. Og nu havde han oven i Købet taget Staven med sig i Graven.
Her er Visen om Svend Vonved, som salig Moster sang for mig, da jeg var lille, og om Ridder Aage, som stod op af Graven. Og her er den om Ellehøien. "Jeg lagde mit Hoved til Elvehøi, Mine Øien de finge en Dvale; Der kom gangendes to Jomfruer frem, Som gjerne vilde med mig tale." To Jomfruer ... her kom ogsaa to Jomfruer frem ... nei, den ene var en Frøken....
-Det er jo ialfald et levende Væsen, sagde hun beskedent. Bel-ami kom igen paa Plads, og de spiste. Lille-Jensen trængte sig ikke paa med Konversation. Hun sad hen som den stille Deltagelse, mens Bai tog til sig af Livretterne. Han havde begyndt at faa sin Appetit igen. Efter Bordet spillede de en faamælt Piqué. Klokken ti gik Frøken Jensen. -Jeg var ved Graven, sagde hun, med en Blomst.
Men da det var blevet Aften, kom en rig Mand fra Arimathæa, ved Navn Josef, som også selv var bleven Jesu Discipel. Han gik til Pilatus og bad om Jesu Legeme. Da befalede Pilatus, at det skulde udleveres. Og Josef tog Legemet og svøbte det i et rent, fint Linklæde og lagde det i sin nye Grav, som han havde ladet hugge i Klippen, og væltede en stor Sten for Indgangen til Graven og gik bort.
Dagens Ord
Andre Ser