Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 30. juni 2025
Thi vel havde baade Andrea Margrethe og Emmy hver to Par Skøjter og tilbød os dem tillaans, men det befandtes snart, at deres Fødder ingenlunde vare af samme Dimensioner som vore. Ogsaa her fandt Andrea Margrethe dog paa Udvei, idet vi nemlig kunde gaae ind til Skolelæreren og laane hans Sønners Skøjter.
»See derovre ligger Loen og Stalden, dem kan Niels vise Dem«, sagde Andrea Margrethe, idet hun pegede over paa den modsatte Længe. »Men det kan vente til siden«, skyndte jeg mig at sige, da jeg slet ikke skøttede om at have Niels til Fører istedetfor Andrea Margrethe. »Lad os nu gaae ud at see Haven.« Men det var ikke saa hurtigt gjort at komme til Haven.
Mit første Udbrud gjaldt naturligvis Corpus Juris, hvor han kunde sige, at Præsten havde saadan et ypperligt Bibliothek over Kirkeretten. Jeg kunde see paa ham, at dette Spørgsmaal satte ham i Forlegenhed, men Corpus Juris er ikke den Mand, der naar han først har sagt Noget, siden skulde gaae fra sit Ord.
For dog at faae Tiden til at gaae med Noget begyndte vi at gjætte Gaader. Men heller ikke dette vilde hjælpe: hvert Øieblik standsede vi og lyttede til Døren for at høre, om Ingen skulde komme. Forgæves det syntes, som om hele Gaarden var uddød.
Hør Nicolai«, vedblev han, idet han pludselig vendte sig om imod mig, »De har bestemt spist Lidt af den igaar, da de var inde i Hønsehuset.« Nu kunde Andrea Margrethe ikke tvinge sig længer, men brast i Latter. »Hvad skal det betyde?« spurgte Præsten, og nu var der ikke Andet for mig at gjøre end at gaae til Bekjendelse.
Det var paa Tide at gaae hjem, men Emmy vilde gjerne først op paa den lille Høi, der ligger bagved Landsbyen, og hvorfra man kan oversee hele Byen. Saa gik vi da derhen; der laa vel et temmelig tykt Snelag ved Foden af Høien, men det lykkedes os dog at komme lykkelig derover. Netop som vi kom op paa Høien, begyndte det at ringe til Solnedgang.
Endelig fandt Andrea Margrethe et ubemærket Øieblik, hvori hun hviskede til mig, at jeg skulde gaae i Forveien og vente paa hende i Forstuen, da vilde hun strax komme bagefter. Paa denne Maade lykkedes det os at skuffe Corpus Juris' Opmærksomhed, skjøndt jeg nærede Frygt for, at han skulde følge vore Bevægelser fra Vinduet af.
Derpaa vendte hun sig om mod mig og sagde: »Hvad synes De om den Hr. Peter?« »Nei den Peter synes jeg rigtignok ikke om.« »Tag Dem iagt, at det ikke gaaer Dem paa samme Maade. Kom, lad os gaae hjem«, sagde hun derpaa til Corpus Juris, og de To gik hurtig i Forveien. Jeg blev staaende og grublede over, hvad Andrea Margrethe havde sagt til mig. Hvad meente hun egentlig med disse Ord?
Thomas opvakte denne Begivenhed naturligviis stor Sensation, og da et Orlogsdampskib om Aftenen d. 13de viste sig i Søen udenfor Havnen, vilde den engelske Kaptain paa La Plata, der var seilklar til Europa, ikke gaae ud, da han jo i det Tilfælde, at det var en Amerikaner, havde Grund til at befrygte en lignende Behandling, ligeoverfor hvilken han, som Ansvarhavende for Post og Passagerer, var værgeløs.
»Og saa Nøddehækken ovenikjøbet!« vedblev Emmy. »Hvad skulde der saa blive af Nøddegangen! De skulde blot vide, hvor rart man kan gaae og samtale med hinanden i Nøddegangen en Sommerdag.«
Dagens Ord
Andre Ser