Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 7. juni 2025
Faderens Dør var næsten altid lukket og Børnene vidste næsten ikke, hvordan der saa ud bag den Dør. For de kom der saa sjældent og derinde var mørkt. Stuen vendte mod Nord, og der kom aldrig Sol. Møblerne var af dybt Mahogni. Faderen vandrede mest op og ned ad sit Gulv. -Hvem er det? sagde han, naar nogen kom ind, og ligesom fór sammen.
Men pludselig rettede de sig begge, da en Nøgle lød i Gangdøren. Det var Faderen. Han tog Overtøjet af og spurgte: -Er der nogen syge hos Baronens? -Jo, det vilde sige, det var Baronessen, som gerne vilde se Hans Excellence ... til Middag. Den Gamle havde stotret i det: -Ja saa der var gaaet næsten som en Bleghed over Faderens Ansigt : Godmorgen. Faderen gik ind ad Hans Excellences Dør.
Hun lukkede en Dør op, og de kom ind i et stort Rum, hvor der var mange Lys og stor Staahej, Klaus spærrede Øjnene op, og han fik Fingrene i Munden: saadan noget nogle løb nøgne omkring og sprang op ad hinanden, og én laa paa Gulvet og sprællede med Benene. De havde Guld om Livet. Faderens Arm kom tøvende ned om hans Skulder. De stod fremmed, trykkede ind til hinanden.
Frederikke saa hurtig op: Mor tror mig ikke? spurgte hun; og hendes Øjne var flakkende og upaalidelige som Faderens undertiden var det Mor tror mig ikke ...? gentog hun. Fru Uldahl tog sig sammen: Jo, jo! sagde hun hastig vel tror jeg Dig, lille Frederikke, naturligvis tror jeg Dig! ... Men kom nu med ind til Dig selv og gaa i Seng. Saa taler vi videre om Sagen i Morgen. Du er altfor nervøs nu.
Denne skrækslagne Frygt for et nyt Udbrud af Faderens Sygdom ligefrem isnede Ninas og Williams Sind og lod dem leve i en evig Uro, der aldrig sov.
Til Børneselskaber satte de jo nu en Gang for alle kun Smørrebrød og Mandelbudding paa Dugene. Faderen aabnede tilsidst Døren til sin Stue: -Stella, du ødelægger ganske den Dreng, sagde han. Børn skal dog ikke kritisere, fra de ligger i Vuggen. -Fritz, jeg kan da ikke hindre Drengen i at se. Og Faderens Dør lukkede sig igen.
Hun fortalte ham alt: om Faderens Lastefuldhed, om gamle Lind Alt. Om hvorledes hun havde kæmpet imod, og hvorledes hun havde lidt. Thi hun havde ikke forstaaet, at Guds Dom var over hende. Nætterne tilbragte hun knælende paa sit Gulv.
Hun havde taget Faderens Billede ned af Karmen og sad og stirrede paa det, mens hun holdt det i begge Hænder. Herluf var ellers aldrig »kærlig« mod Tanten, men nu listede han hen og tog hendes Haand. -Hvor de synger, sagde han sagte. Hun nikkede og blev ved at beholde hans Haand: -Husker du din Fader? sagde hun. -Ja, sagde Herluf. Godt.
William stødte i sine Fantasier Panden mod Himlen. Den sygelige Dreng erobrede i Tankerne en ny Verden for sig og sin berømmelige Slægt. Saa kom Faderens Sygdom. Hvad der overvældede ham, var her ikke Faderens Ulykke, men langt mere den Skam, han vagt følte Faldt over dem ved denne Sygdom.
-Tre var der. -En sort og to blonde. Og alle drejede de Øjnene ind i Øjenkrogene og keg opefter. Nu var det den Blonde. -Naa, det er ikke til mig, sagde Moderen pludselig ganske højt. Hun havde sét Arkadia, der hængte langt ud af Faderens Vindu, ikke fire Alen fra hende.
Dagens Ord
Andre Ser