Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 10. juni 2025
Men hun kastede sig uden Ro og fik ingen Søvn. Hun hørte bestandig disse lidenskabelige Stemmer, som om de raabte til hende, og alle hendes Pulse bankede. Hun tog "Don Carlos" fra en lille Hylde, og hun begyndte at læse. Hun læste rundtom, og det var bestandig det samme. Det var de samme Ord, evig: "Kærlighed" "Menneskeret" "Frihed" sagt med de samme Stemmer.
Og nysgjerrig saa Hendes Højhed ned paa Don Karlos, der knælede for den Elskede paa hans Ansigt, der straalende vendte op imod hendes, paa Læberne, der bevægede sig under sagte Ord, og Hovedet, der bøjede sig, naar han kyssede hendes Haand. Og længe, med en egen Glæde, gemte Hendes Højhed over Billedet, mens hun lukkede Øjnene. Men Stykket gik videre.
Frøken von Hartenstein var vaagnet midt i Akten, Hun sad med opspilede Øjne og stirrede ned paa Scenen. Komtesse von Hartenstein saa' ud som en skræmt Høne. I samme Nu slog hende den besynderlige Klang af en Stemme fra Scenen raa, næsten dyrisk. Hendes Højhed fo'r uvilkaarlig sammen: Det var Don Carlos, der talte til Dronningen.
Fru Carruthers lod mig lære det, hver Gang vi kom til Paris, hun holdt selv af at se det. Jeg kunde høre Christopher aande meget hurtigt. "De kunde faa et Menneske til at gaa til Helvede for Dem," hviskede han. Lord Robert rejste sig pludselig og gik ud af Logen. Saa var det, som om Don Josés Dolk blev boret i mit Hjerte, ikke i Carmens.
Hendes Højhed kunde saamæn huske Hr. von Pöllnitz som Don Karlos ... Siden havde Hr. von Pöllnitz spillet Markis Posa.... -Ja ... saa Deres Højhed husker.... -Det var sammen med dette unge Menneske hvad hed han nu? han var her kun saa kort.... -Hr. Kaim.... -Rigtig ja ... Han havde vist meget Talent ... Hører man noget om ham nu?
Lyset slukket over sløjfede Volde. Den sidste Høg havde været en Don Quichote der havde kæmpet med Vejrmøller! "Don Quichote." Det var morsomt morsomt Williams Hoved faldt atter ned paa Bordet, Hagen stødte mod Randen. Timer gik, inden han rejste sig. Saa saá han sig forvildet omkring, ravede hen imod Sofaen.
Hvis det virkelig forholdt sig saa, var det da en ridderlig Handlemaade af mig, at jeg først vakte Ønsker og Forhaabninger og derpaa pludselig trak mig tilbage, naar jeg saae, at det vilde blive Alvor? Var det ikke Usselhed og Feighed? Saa havde Præsten dog havt Ret, naar han forleden Dag havde kaldt mig en attenaars Don Juan.
Dagens Ord
Andre Ser