Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !

Opdateret: 26. juli 2025


Der steg et Skrig fra alle Struber, i vild Forvirring blev Tovet mellem Baadene kappet, og, uden at nogen egentlig vidste, hvordan det gik til, blev der reddet tre Mand op i den store Baad, der vedblivende drev nordpaa. De fire andre Mand var borte.

Ganske formløst tiltalte man hinanden, og man sang uvilkaarligt de Melodier med, som Musikken spillede. Det var i Skumringen. Mellem Træerne var Illuminationsblussene begyndt at tindre frem. Og fra Baadene ude paa Søen bares Sang af Menneskestemmer ind. Flyge havde sat sig paa en Bænk nede ved Søen.

Kvinderne var byltrede ind i Tæpper og Kaaber, saa man daarligt kunde se, hvad der var op og ned paa dem. Mændene var træge og tavse med blege Ansigter, vildt Skæg og rødrandede Øjne. De havde endnu ikke faaet Bryllupsglæden sovet ud. Baadene blev gjorte i Stand, sat i Vandet og bemandede. Saa krøb de fra Land med tunge, trætte Aaretag. Det var Bryllupsgæsterne, der tog hjem.

Hurra!" raabte Mængden inde paa Land. Det var, som om Baadene vendte hjem efter en stor Sejr. Hvorledes de kom ned gennem Bygden og ned til Baadene, vidste Niels ikke. Men pludselig saa han den rødhaarede springe ned i en Baad, og i Baaden sad Mandslingen fra før og kiggede op paa ham med sine smaa nysgerrige Rotteøjne.

Og deres Raab krydsede hinanden, medens de gav Ordrer og Kontraordrer til højre og venstre og raabte om Kap. Der var saa mange af dem, derfor maatte de raabe saa højt. Men der var ingen, der hørte paa dem. Man ventede kun paa, at de skulde faa skraalt og skreget sig saa hæse, at de ikke kunde mere; thi før blev det alligevel ikke til noget. Endelig begyndte Drabet. Alle Baadene roede frem.

Jeg mistede paa den Rejse min Fader, to gifte Brødre og to gifte Søstre. Aa ja, der var engang, man maatte græde, hver Gang man blot kom til at tænke paa den Rejse; nu er det længe siden, og man fortæller derom, som var det blot et Sagn, der ikke kom en ved. Af vore fire Konebaade vendte kun de tre tilbage med ganske udtyndede Besætninger; der var til sidst næsten ingen til at ro Baadene.

Man var ikke straks rigtig klar over, om de Skibbrudne virkelig havde begaaet den Uforsigtighed at gaa i Baadene, inden det var lyst nok i Vejret, man tænkte sig, at Baadene kunde være slaaede i Stykker inden Mandskabet var sluppet ned, men da Dagen brød frem og man fra Højderne paa Land overskuede Skibets Dæk, og der intetsteds ombord var noget Menneske at se, kom man til den Overbevisning, at Skibet var fuldstændigt forladt.

Men naar det var ondt Vejr og haard , naar Baadene gik ud, krøb han sammen hjemme i en Krog, for han turde jo ikke gaa med, hvis der i Dag var en, der spurgte ham. Og saa kunde han sidde hjemme i Krogen og mumle og mumle. Og han kunde le ganske højt, uden at han selv vidste hvoraf.

Først kom de 300 Hvaler, der holdt sig i en Klump og pustede og snøftede og ikke vidste, til hvad Side de skulde vende sig. Og bag dem kom Baadene i en stor Halvkreds, der rakte over Bugten fra Bred til Bred. Nogle af Baadene var smaa med kun tre eller fire Mand; det var de Baade, der havde ligget ude paa Fiskeri.

Ialt var der treogtyve Mand ombord, og de blev paa den mest praktiske Maade fordelt til Damperens to Baade, sejsten Mand i den store, syv i den mindre. Og saa blev Baadene under de farligste Forhold satte i Vandet og lykkeligt og vel bemandede. Begge Baadene søgte straks ind mod Land. De holdt sig hinanden saa nær som de turde af Frygt for Kollision.

Dagens Ord

spætte

Andre Ser