United States or Luxembourg ? Vote for the TOP Country of the Week !
Børsterne i hans kraftige, røde Haar og Fuldskæg strittede trodsigt ud fra hinanden i alle Retninger som Piggene paa et Pindsvin og omgav hans hvasse og energiske Ansigt med en luende Glorie. Han hed Thomas og var af de Folk, der er lige at gaa til, men svært ubehagelige, naar de er vrede, og som har let til at blive det. Han halede i Snøren med korte, energiske Ryk.
De lange Døgns Slid havde mærket dem bøjet en Ryg, krøget et Lem som Arbejdsredskaber langsomt formes efter det Brug, der daglig gøres af dem ... Ganske tavse kunde de gaa der, bare strækkende Lemmerne i den skyggefulde, friske Luft. Men pludselig kunde den briste ud af dem, voldsomt, næsten trodsigt, den indelukte Tørst efter frit Liv. Saa gav de sig til at løbe.
Men hun havde, Ellen, en egen Maade at bære Hovedet paa, saadan lidt paa Skraa, med Nakken en Smule tilbage som var ældre end Aarene. Folk sagde, hun var et trodsigt Barn. Det var dog en Trods af en egen Art. Helt stilfærdig. Da ingen befalede over hende, havde hun forresten heller ingen at lyde.
Hun pillede med sine røde, kluntede Fingre ved Forklædebaandene, og Tæerne i de nøgne, graa Strømpefødder bevægede sig nervøst under det stumpede Skørt. Jager Pastoren mig væk? spurgte hun trodsigt. Nej! sagde Præsten. Du skal faa Arbejde; det har jeg jo sagt! Men jeg vil være fri for dit evige Prelleri for Penge. Du faar den Løn, du har fortjent; og maa være glad til, at jeg beholder dig.
Kom saa med! Det er noget, vi bruger! Alvilda rejste sig; men hun støttede en Haand imod Chaiselonguen, som om hun var svimmel. Karen saa hen paa sin Stiffader med vrede, gnistrende Øjne. Mama er syg! Det gaar nok over! sagde han kort. Vi gaar ned ad Kontortrappen! Skynd Jer saa! Og han larmede bort igen ind gennem Værelserne. Bliv du bare heroppe, Mama! sagde Karen trodsigt.
Og de talte saa dæmpet og foldede Hænderne, straks de havde dem ledige; og bedst som de færdedes mellem de otte Lig, stansede de og betragtede med vaade Øjne et stivnet Ansigt og mod det hvide Lagen en sort Salmebog, der holdt Hagen oppe, og da bekræftede de med kraftløse Suk, at Ubegribeligheden havde sejret, og at Mennesket ikke trodsigt skulde forske Tingenes underfulde Gang, men bare bøje sig og lide af et taalmodigt Hjærte, thi alt maatte jo være saadan beskikket for det bedste ...
Dagens Ord