United States or Egypt ? Vote for the TOP Country of the Week !


For saadan gjorde hun ved saa mange hun lod dem ganske rolig give ud paa sig, og naar saa de kom og vilde have noget med hende at gøre, saa færdig, Kære saa kunde de staa og kigge de smaa Stjerner og fryse om Tæerne ... Men ved De, hvad det kom sig af, at hun gjorde det?" "Nej?" "Det kom sig af, at hun var et Mandfolk. Det er sandt som jeg siger: hun blev senere Værtshusholder.

Og hver af Børnene greb sin Gave og strakte den frem i oprakte Hænder. -Mo'er, Mo'er, det er fra mig. -Mo'er, Mo'er, næh, det er fra mig. Og paa Tæerne stod de for at faa det rakt. Et Nu stod Moderen, hvid mellem de hvide Børn. Hun saa' saa langt ud over de sommerlige Enge. Alt var badet i Lys: Himmel og Luft og Jord. -Hvor Dagen er skøn, sagde Moderen. Og hun smilte.

Døren stod ikke for Folk, der kom og gik. Det var én Beundring: Hvad han havde for Idéer Naar blev han udtømt? Ja, man maatte forbavses ... Alle snakkede. Mig maa De hjælpe med noget fixt til en Kotillon, sagde en lille Dame og rejste sig paa Tæerne.

-Nu klinkes der, sagde han, og listende paa Tæerne, med Glasset i Haanden, gik han forrest, mens de andre listede efter, trædende fint i Gulvet, i Gaasegang op til Helgesen: -Hurra-ra-a, sagde Qvam. -Og Tak for Madeira'en. Frøken Koch sagde: Naa, jeg maa vel med, og hun skred bag efter Ida, med et tomt Glas. Men Frøken Boserup sagde nede fra Bordet: -Undskyld, at jeg klinker fra min Plads.

Der var ingen Vrede i det Blik, men det var et underligt Blik, og det tvang Hans Joensen et Par Skridt tilbage, saa han traadte dem, der stod bagved, over Tæerne. "Av for Satan." "Han fægter nok med Hælene." "Og med Kæften," lød det fra Klyngen bagved. Hans Joensen var bleven ildrød i Hovedet. "Tyv," raabte han for tredie Gang.

Lige med ét sagde hun rask og tømte sit Glas: -Aa jeg si'er, jeg tog hjem at drikke The med Owans; og hun lyttede efter Stemmerne i Nabokabinettet. hvor der nu blev livligt, og hun listede paa Tæerne Hys, sagde hun og slog med Haanden hen imod ham; hvad hun havde for smaa geskæftige Hænder hen til Døren og lagde Øret til: Hys; hun holdt Fingeren op.

Herrerne greb hinanden i Hænderne, løb i Kæde ind mellem Stolene, rejste sig paa Tæerne, Damerne hævede Lysene, Herrerne raabte, pustede; slukkede. Gerson løftede Nina ned, tog hende om Livet. Saa snurrede de alle rundt med løftede Slæb og stakaandede. Man faldt ned paa Sofaerne, kølede sig med Armbaandene, trak sig tilbage bag de kinesiske Gardiner, hvor Vinduerne stod aabne.

Hun stod oppe paa det øverste Trappetrin ud til Køkkenet og oversaa interesseret Situationen. Hent ham! Hent ham! Et frygteligt Brøl fra Hans Peter fik Mængden uden for Huset til at løfte sig op paa Tæerne for bedre at se. Han stak ham! han stak ham! skreg Urmageren. Det var sorte Jakob, der havde faaet Kniven aabnet, og som nu af al Magt borede den ind i Ryggen af sin Modstander.

Hænderne er allerede store og brune. Bedst som han ser fra Tæerne op til Hovedet, svinger Skægget sig som en mørk Drive om Underansigtet, Panden hvælves af Smærte. Det er en moden Mand nu, han ligger stille et Øjeblik kun optagen af sit Indre. Og da er han allerede gammel. Skægget graaner, Haaret gaar ud. Knæene rager spidse i Vejret.

Alle Tæerne manglede. Oldemoderen rejste sig og greb ind under Briksen, og saa trak hun et Fad frem, fyldt med noget, der var hvidt som Sne. „Spis af det!“ sagde den gamle; og Bedstemor spiste, rystende af Skræk; hun krøb helt ind til sin Oldemoder, der saa venligere ud end de andre. „Skynd dig nu!