United States or Greenland ? Vote for the TOP Country of the Week !


Moderen troede ubrydeligt, det var en Orm, og var der kommet tre, fire Orm, havde hun aldrig mere Tandpine. Men Tine var den eneste, der kunde prikke dem ud. Hun prikkede dem samvittighedsfuldt ud af alle Børnenes Tænder. -Kære Fritz, sagde Moderen til Faderen, der gjorde Indvendinger: jeg ser jo Ormene med disse mine to Øjne. -Men der maa oses med Kærbøllings Busk.

Vi have lige sendt Borring derhen for at paavirke den franske Presse og bibringe den rigtigere Forestillinger om vore Forhold end dem, den laaner fra tyske Aviser. Han kan godt trænge til, at De hjælper ham." Jeg skulde altsaa være Journalist og ikke Soldat. Jeg gjorde ingen Indvendinger, men var strax færdig til at reise.

I alt Fald er det længe siden, jeg har plaget dig, svarede Stephensen sagtmodig og med en sælsom vemodig Stemmeklang, der var ganske ny for mig, og som tydelig nok sagde: »og hvem veed, om jeg nogensinde mer kommer til detMinna satte sig uden flere Indvendinger og ændrede et Par Gange Stillingen efter hans Anmodning. Han gav sig ivrig til at tegne.

I god Overensstemmelse med denne patriarkalske Stemning greb Minna sin graa Stenkrukke, hvis naive og hensigtsmæssige Form ingen gammel-tydsk Maler vilde have betænkt sig paa at give en Rebekka i Haanden, hvorimod hendes blaa Kjole, som hun løftede høit op med den anden Haand, nok kunde have været Gjenstand for Indvendinger, skjøndt den hverken havde Opheftning eller Garnitur.

Han fandt det heldigt, at Anna og han i nogen Tid kunde være uforstyrrede af Fremmede og saaledes lære hinandens inderste Væsen at kende. Fru Herding rejste nogle sagtmodige Indvendinger. Det var maaske ikke just saa ganske passende, mente hun, at to unge forlovede Mennesker boede under Tag sammen en hel Sommer.

Gamle Eva lo, da de unge sluttede Kreds om hende, og uden Indvendinger gav hun sig straks til at fortælle: „Mine Aar tæller tre Menneskers Fingre og Tæer; jeg har aldrig lidt af Sygdomme eller Hjærtesorger og har derfor altid været let til Bens og fornøjet. Men det var jo om den Gang, jeg smagte paa Døden, I vilde høre lidt.

Men hvert Øjeblik, naar han strækker sin spærrende Cerberusarm ud og spørger qui cherchez vous ? lyder Passeer-Parolen Monsieur Coquelin ham i Øret, og han veed, at saa nytter der ingen Indvendinger. I sin Loge er Monsieur Coquelin hjemme for Alle. Døren til den staar ikke noget Minut. Først kommer Vennerne, der "er i Salen" og vil aflægge ham Visit før Forestillingen.

Bagefter kunde de komme med deres Indvendinger, og han vilde give dem Svar derpaa, saa godt han formaaede. ... Salen, hvor Mødet skulde holdes, brugtes Aar ud og Aar ind til allehaande. En klam, uren Lugt af gammelt Snavs slog ud fra dens Gulv og Vægge. Gaskronen, der hang midt under Loftet, formaaede kun halvt at oplyse den. Paa hver Side af Talerstolen viftede Flammen af et Stearinlys.

Jeg gav Løsenet og fik Adgang med min Byrde. Hvis Dørvogteren tænkte noget, saa sagde han det i hvert Fald ikke; han lod mig rolig gaa til den anden Dør. Jeg bankede atter, og Døren blev aabnet. Men denne Gang kom jeg ikke ind uden Indvendinger. Skønt jeg havde givet det rigtige Løsen, befalede Dørvogteren mig at vente, medens han undersøgte den Byrde, jeg havde paa Armen.

Det var jo i Grunden hans Skyld, at det var gaaet, som det var. Han havde været saa kry paa det. Det var jo ingenting at tale om den Pjalt Vej. Og han havde skræppet op som en æggesyg Høne og spottet de andres fornuftige Indvendinger. Men hele Skylden havde han ikke. Nej, nej. Langtfra. De andre havde stemt i med og hjulpet ham; og saa. Men det var ham, der havde faaet Ideen.