United States or South Sudan ? Vote for the TOP Country of the Week !
Da rejste han sig pludselig og slentrede af Sted i Plaskregnen. Jeg gled hurtigt ned ad Rebet, lod det blive hængende og styrtede af Sted i vildt Løb. Himmel, hvor jeg løb! Stormen slog mig i Ansigtet, Regnen prikkede i min Hud. Jeg stak Foden i Huller, snublede over Rødder og faldt imellem Buske. Jeg var forreven, aandeløs og blødende.
Bai fyldte stadig Glassene og stødte til Frøken Jensens og Bentzens Bægere. -Naa, Skaal, Frøken Jensen. -Skaal, min go'e Bentzen det er kun Jul en Gang om Aaret, sagde han. Han blev ved at fylde i. Lille-Bentzen blev rød i Hovedet som en Hummer. -Vi drikker jo som i Hedenold, sagde Frøken Jensen. Døren stod aaben ud til Kontoret. Telegrafen prikkede uafladelig.
"Men kender De Indholdet af dette Brev?" "Angaar det den Mand, som ventes til Peking for at indtage den tredie Plads i det hemmelige Selskab?" "Ja," svarede han langsomt, idet han prikkede i Klatpapiret med sin Pennespids, "det angaar i høj Grad ham." "Og nu, antager jeg, overvejer De, om Nikolas Ønske om at bortføre ham er raadeligt." "Ja, akkurat!
Josefine, der stod ved Bordet og satte Tallerkener sammen, prikkede bagfra Ida paa Ryggen og vilde ogsaa klinke, i Smug: -Det er nu det første Glas, jeg drikker, sagde hun og hun havde Taarer i Øjnene. Karl kom hen til Ida og stødte sit Glas mod hendes: -Tak, sagde han. Lidt efter brød de op, men Ida vilde blive og hjælpe Frøken Helgesen til Natten.
Moderen troede ubrydeligt, det var en Orm, og var der kommet tre, fire Orm, havde hun aldrig mere Tandpine. Men Tine var den eneste, der kunde prikke dem ud. Hun prikkede dem samvittighedsfuldt ud af alle Børnenes Tænder. -Kære Fritz, sagde Moderen til Faderen, der gjorde Indvendinger: jeg ser jo Ormene med disse mine to Øjne. -Men der maa oses med Kærbøllings Busk.
Zigøjnerblodet prikkede hende i Aarerne, og der gik ikke en Dag til Ende, uden at hun mindst ti Gange tænkte paa at flygte bort fra den hele borgerlige Herlighed og tage fat paa sin gamle, fuglefri Haandtering. Men endnu sad hun fast. Der var saameget, der bandt hende: det dejlige Hjem, den pragtfulde Mand, Heste, Vogne, Kusk, Tjener, Guld og Ære. Og alligevel, alligevel!
Det elendige Køretøj kom ikke rask af sted; Kusken, en lille Bonde med solbleget Nakkehaar, prikkede ufortrødent til sit Øg og hyppede overordentligt, saa hjulede de ogsaa lidt af nedad Bakke og rejste Støvet paa Vejen, Vognen knirkede ude af sig selv, over det den præsterede. Det gik snart Fod for Fod igen.
Jeg saa hans lille tykke Haand fare forbi mine Øjne, og hans Stemme var slaaet over i den mest uharmoniske Hvæsen. Det prikkede og stak i min Hud, og jeg vilde i det Øjeblik med Glæde have byttet Plads med en enlig Soldat, der stod overfor en hel fjendtlig Hær.
Det var »Brystsygen«. Han hostede hult og tæredes hen. Det var, som prikkede der ham tusinde Naale i Lungerne, sagde han. Hans Ansigt blev lille og gulblegt bag Skægget. Og hans Øjne blev onde. Thi han, der før havde været blid og mild og nynnende seminaristglad, begyndte lidt efter lidt at hade Livet, og hvad Livets var.
Blücher ligger i Nord, Schwarzenberg i Syd." Han prikkede i Kortet med Kaarden, medens han talte. "Nuvel!" sagde han, "jo længere ind i Landet disse Folk marscherer, des mere afgørende skal jeg knuse dem. De er i Færd med at rykke mod Paris. Meget vel. Lad dem komme. Min Broder, Kongen af Spanien, vil snart være her med hundrede tusinde Mand. Det er til ham, at jeg vil sende Dem.
Dagens Ord