United States or Sudan ? Vote for the TOP Country of the Week !
Aage drejede Hovedet ganske lidt paa Puden og fulgte Stella med Øjnene, mens hun gik hen over Gulvet til Vinduet, hun ruskede lidt i William. "Nu skal Ane bringe Dig i Seng," sagde hun. Hun stillede sig med Ryggen mod Stuen og saá ud. Folk løb uroligt frem og tiltage paa Gaden. Man raabte til hinanden i Forbifarten, løb videre, dukkende med Hovederne for Regnen.
Han kunde smaasnakkende med sig selv slentre langsomt hen langs Husene Stella paastod, han sled Huller paa sine Albuer ved saaledes altid at gnide sig op ad Væggen med dukkende Hoved og krummet Ryg, Armene slaskende. Saa pludselig snublede han over sine egne Ben, som han altid satte indad, og gav sig til at løbe. Hvor han saá ud, naar han løb.
Bertelsen betragtede sine Hænder og hver bidt Negl, før han, med dukkende Hoved, gik ind og satte sig ved Kakkelovnen, sløv og med halvlukkede Øjne, til han sagde igen til Ida, der kom forbi: -Hvorfor skulde jeg ikke med? Og Ida gentog: -Jeg har jo sagt det, Bertelsen, fordi Deres Moder kommer....
Han stred mod Stormen ned ad Gaden med dukkende Hoved, Frakken fløj ind mellem hans Ben, saa han næppe kunde trænge sig frem. Saa faldt det ham pludselig ind, at Onkel Høg kunde se ham fra Vinduet, og han gik ind paa Fortovet, helt ind til Husene. Han løb over Torvet, Hatten føg af, men han holdt den i Stormbaandet og skred videre. Langs Husene naaede han Klosterporten. Han gik gennem Porten.
Ellen lukkede Bogen og stadig med pillende Fingre, Hovedet dukkende, begyndte hun forfra, udenad. Hun plaprede nogle Vers og saa pludselig op. Taug, og blev siddende ufravendt stirrende paa Mademoiselles Bryst. Et Jocelyn arrivant Mademoiselle vilde hjælpe hende: Et Jocelyn arrivant Men hun stammede, holdt op ... Et Jocelyn ...
"Men jeg har ingen Sparebøsse i Aar," sagde saa Sofie. "Mon vi behøver at gi'e Præstens noget, Nina?" "Det véd jeg ikke," sagde Nina og lidt efter med lavere Stemme, Graaden sad hende i Halsen: "naar vi ikke har noget " Sofie rejste sig op og gik hen over Gulvet, hun satte sig med dukkende Hoved i Krogen bag Kakkelovnen, og lidt efter hørte man hende pudse sin Næse i Lommetørklædet.
Han havde en Følelse, som om han havde jublet de sidste Linier ud, næsten sunget dem i sin Glæde. Nu saá han med blussende Kinder paa Professoren. Han havde sat sig igen og sad med dukkende Hoved, saá saa op. "Men De er hæs idag," sagde han. William blev pludselig bleg, hørte paa én Gang sin egen Stemme ja, den var slaaet over. "Ja," stammede han, "jeg er meget hæs."
Gid al Velsignelse sig over Dem forene; Saa be'er den ringeste af dem som Herren tjene. Elmire. Saa fromt et Ønske jeg med Tak erkende maa, Men skal vi sidde ned ... man har det bedre saa. William satte sig, blev ved at spille. Professoren sad endnu med dukkende Hoved, Bogen op for Ansigtet, mens han læste Replikkerne monotont, uden Overgange.
Dagens Ord