United States or Marshall Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Han vendte om og gik hjem til Kroen gennem Aftenens milde Luft. Næste Formiddag stod Mikkel paa samme Sted og gik igen. Han kom tilbage over Middag, men denne Gang nærmede han sig Gaarden mere. Tilsidst stod han paa Vejen ligefor Porten uden at kunne gaa ind. Gaarden holdt fuld af Stadsvogne, fra Indhuset lød Fest og Halløj.
Det var den eneste Hentydning, der i Aftenens Løb var faldet til den forestaaende Afgjørelse, og Ingen havde hidtil mer end Stephensen været betænkt paa at holde Samtalen i saadanne uskadelige Spor, der løbe udenom Situationen.
"Jeg skal sige Dem, Naiveteten morede mig ..." En Herre rykkede Hr. Hoff i Kjolen ... "Kommer, kommer," sagde han saa og lo. "Ja vi skal senere gøre Bekendtskab".... Saa vendte han sig og blev forestillet for en høj, blond Dame, William kun saá paa Ryggen. Hr. Hoff var Aftenens Helt, og han havde ikke Tid til at være længe paa ét Sted.
Det forstaar sig, at disse Fremmedes Bidrag blev Aftenens Glanspunkt, og den Glæde, de voldte Studenterne, gjorde, at ogsaa de befandt sig vel i de Unges Selskab. Det Samme var Tilfældet med mig; thi jeg var altid til Stede ved disse Fester.
Og hans Glæde forplantede sig til Følget, Mandfolk og Fruentimmer var lige lyksalige ved Tanken om det forestaaende Drikkegilde. Saa snart Mørket faldt paa, blev Forberedelserne til Aftenens Fest paabegyndte.
De sad stille og saa' ud paa de hvide Træer. Det var, som om Aftenens biede Tavshed over Sletten svøbte sig om alle Ting. Oppe i Byen hørte man en Port blive slaaet i. Kvæget kaldte hen over Markerne. Katinka talte om sit Hjem. Om Veninderne og Brødrene og den gamle Gaard, der var fuld af Duer. -Og siden i den nye Lejlighed med Mo'er da Fa'er var død.... -Ja, det var en lykkelig Tid....
Bladet er fuldt af Hagl. Mosset ligger blødt over Stien Kærlighedens Sti. Hele Byen har vandret her. Par om Par tæt ind til hinanden. Stille fremad i Aftenens Mørke, Skridt for Skridt mod Lykken. Jov, bastemt min lell Pie, jæ elsker dig. Du æ ekk som de ander'. Vi to vil kuns være regte goe moe hinander. Du skae osse sie de' te Far o saa Mor.
Slangen Krybet som ejede, hvad de to Mennesker ikke ejede: Retten til at give nye Skabninger Livet, sagde kun dette: Æd. Og de gjorde det. Inde i dem groede Livet op og drev dem ind til hinanden, drev dem som to magtesløse Væsner. Da Vorherre kaldte dem i Hus for at skærme dem for Natten, var de blevet voksne, modnet i Eftermiddagens Solhede. I Aftenens Stilhed gik de bort.
En halv Times Tid drøftede vi Aftenens Begivenheder og spekulerede paa Fremtiden, og i det Øjeblik, da Klokken slog et Kvarter over fem, var vi paa Benene igen. Nikola ringede, og hans første Tjener kom ind. "Jeg tager bort," sagde Nikola, "og véd ikke, naar jeg kommer igen; det bliver maaske om en Uge, maaske først om et Aar.
"Tys," sagde han, "vær forsigtig med, hvad De siger, for De véd ikke, hvem der maaske hører Dem." Han havde neppe sagt dette, før Aftenens første hemmelighedsfulde Begivenhed indtraf. Vi stod med Ansigtet mod den Del af Hulen, som havde ligget til højre, da vi traadte ind.
Dagens Ord