United States or Slovakia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Derved kom jeg imidlertid til at erindre, hvor rød hun var bleven den Gang, jeg saae ganske tydelig hendes fornærmede og forskrækkede Mine, og dette Billede voldte mig et kildrende Velbehag. Jeg faldt i Staver med Vesten hængende over den ene Arm og stirrede ufravendt paa denne betydningsfulde Nøgle. Var den dreiet om eller ikke?
Og nu saa hun, at han netop var i Færd med at gemme Bogen paa Bunden af Kisten. Da det var besørget, fandt han sin Pengepung frem. Og Johanne kunde se, at der var baade Kronestykker og Tokroner i den, saa at det voldte ham Umage at hitte Smaapengene frem til de halvtredsindstyve Øre, han vilde spise hende af med: Den Satan! mumlede hun, og Blodet sydede hende til Hjernen Den nærige Satan!
Men det var ikke just det, at Nils havde kærtegnet en anden Kvinde, der voldte hende den dybeste Ve, thi hun havde levet længe nok til at lære, at Mændene uden Skrupler tager al den Gunst og Gave, der bydes dem. Nej, det, der voldte hende den bitreste Pine var, at hun i alle disse Aar forgæves havde givet sig hans syge Sanser i Vold.
Minna derimod fordelte sin Venlighed lige imellem os begge paa en naturlig og sikker Maade, der forbavsede mig, som om det slet ikke voldte hende nogen Vanskelighed at færdes imellem sine to Beilere, af hvilke enhver syntes at have det samme Krav paa hendes Fremtid.
Alle disse Spørgsmaal anbragte jeg, bedst som det faldt i Samtalens Løb. Hver Gang jeg havde spurgt, rynkede han Øjenbrynene sammen ved Næseroden og saa' stift frem for sig. Det voldte ham Anstrængelse at tænke, og i Begyndelsen var hans Svar træge og knappe.
Allerede det, at den ulykkelige Hane var falden som et Offer for min Ubesindighed, voldte mig en vis Smerte, skjøndt jeg trøstede mig med, at den upaatvivlelig var død en hurtig Død, og at dens Skæbne vel neppe nogensinde vilde være bleven at døe Straadød. Men den var Præstens Yndlingsdyr, vidste jeg; hvad mon han vil sige dertil?
Det voldte mig et kildrende Behag at tilrettevise hende som den Overlegne og navnlig at lade haant om et af Jomfruelighedens Yderværker og saa overhovedet at tyrannisere hende i Velfærdets Navn. Jeg veed, at De mener det godt, og derfor tager jeg Dem heller ikke ilde op, at De taler vel bydende, sagde hun, og saae alvorlig paa mig.
Intet voldte ham større Glæde end Mathildes Anmærkninger i Roman-Marginerne med denne lille Krimskrams-Haandskrift, han var uforskammet nok til at sige lignede hendes Næse, der ogsaa havde en saadan kæk lille Drejning opad. Alt blev kaldt med Øgenavne, saa det var som ét hebraisk af »deres Ord«, det hele. Erhard kom lidt efter lidt til at skrive næsten ligedan. -Mus, sagde han.
Hvorfor overhovedet lære flere Mennesker at kende? Det voldte dog kun Skuffelser. Man burde vist aldrig drive et Venskab videre end til, at man uden Fortrydelse kunde spise til Middag sammen. Men en Formiddag, kort før han skulde gaa paa Biblioteket, stod Frøken Anna pludselig i hans Værelse. Han havde hørt, at det havde ringet svagt, næsten bønfaldende paa Entréklokken ... Og nu var hun der.
Jeg har sagt hende, at De har været her, og skal hilse Dem fra hende. De bliver foreløbig i Dresden? Det er godt. En Gang om Ugen ser jeg gjerne, at De hører herud, jeg troer, det virker beroligende paa hende, men der vil hengaa en rum Tid, inden jeg tør lade Dem tale med hende. Men alt dette voldte mig ikke stor Bekymring.
Dagens Ord