United States or Vatican City ? Vote for the TOP Country of the Week !
Alle talte de i Munden paa hinanden, Veninderne. Men mest snakkede Lady Lipton. Hun boede langt borte i et fremmed Land og hun kendte mange af dem, der var de rigeste og fornemste. Faderen førte hende altid tilbords til Middag. Men naar de havde spist, drak de Kaffe i Havestuen, og det var Lady Lipton, der talte.
Veninderne havde Fyrværkeri med, og de satte Blaalys og Grønlys i alle Buske, saa de var nær ved at stikke Ild i den ganske Have. Moderen holdt Svovlstikkerne til og klappede i Hænderne. Børnene saá til fra Barnekammeret i deres Natkjoler. -Hvor det er dejligt, hvor det er dejligt, raabte Moderen. Fra alle Buske flammede det blaat og rødt og selv stod hun midt paa Plænen.
Saa kom Forlovelsestiden, og hun havde altid En at gaa med, i Kirken om Søndagen, og om Vinteren, naar der var Skuespillere, i Theatret og altid ... Og da Bai fik Stilling, kom den travle Tid med Udstyr og Indretning og alt det ... Veninderne hjalp hende med de mange Navne, der var at sy, og alt, hvad der skulde sømmes.... Det var Sommerdage, og de sad oppe i Lysthuset allesammen.
Det var tyst. Over Haven, over Markerne, over alle Enge skinnede Høstens Stjerner. Veninderne rejste, og Høsttiden kom, hvor de tunge Sædvogne rullede ind gennem Gaardlaagen, og Moderen og Tine sad paa Toppen af Læsset ved Siden af Pigerne, mens Børnene hujende boltrede sig i Loen, der fyldtes. Moderen sprang ned i Armene paa Lars og skreg: -Hold mig, hold mig!
Hun blev staaende, og Veninderne blev tavse ligesom hun. Lidt efter gik de ind i Stuerne var der mørkt og køligt. De satte sig alle i Dagligstuen, og ingen talte. Tilsidst sagde Moderen: -Jeg tror, at Stjernerne er til for de sorgfulde; for at de skal forstaa, at det ikke en Gang nytter at de sørger, thi selv vor Sorg er for lille. Ingen svarede.
Det var den lyseste Tid paa hele Aaret. Veninderne var i Krinoline, som Børnene syntes lignede de store omvendte Lysekroner hjemme fra Amaliegade, og i Mantiller med lange Snipper. Men naar de kørte ud, havde de Strudsfjer paa Hovederne, ligesom Zampa, den lille Hest, de havde set i Augustenborg, og som kunde sidde tilbords og ringe paa sin Mad med en lille Klokke.
Bai kom forbi og hilste. Og Katinka nikkede og blev rød. For Veninderne drillede hende altid med Hr. Bai.... -Saa skal han ind og spille Kegler, sagde Fru Levy. Om Søndagen gik de i Kirke til Højmesse. Alle var i Stadsen, og de sang, saa det lød under Hvælvingerne, mens Solen stod ind gennem de store Korvinduer.... Thora Berg var saa slem at sidde ved Siden af i Kirken.
Mademoiselle hæklede Mellemværk og sagde: "Meget smukt", hver Gang de tabte Vejret. Naar de spillede Kort, lod Veninderne altid "Hendes Højhed" vinde, og fik bagefter Knaset til Foræring. Maria Carolina behandlede dem med en distræt Venlighed. Mest var hun interesseret af, hvor meget der kunde gaa i deres Lommer. Hun troede virkelig, der var Plads til alt i deres Lommer. Saadan gik Tiden.
De sad stille og saa' ud paa de hvide Træer. Det var, som om Aftenens biede Tavshed over Sletten svøbte sig om alle Ting. Oppe i Byen hørte man en Port blive slaaet i. Kvæget kaldte hen over Markerne. Katinka talte om sit Hjem. Om Veninderne og Brødrene og den gamle Gaard, der var fuld af Duer. -Og siden i den nye Lejlighed med Mo'er da Fa'er var død.... -Ja, det var en lykkelig Tid....
Der var en Hvisken med Veninderne i alle Kroge og Sysammenkomster hos Levys, hvor de syede det Tæppe, Tinka skulde staa Brud paa foran Alteret og Sangøvelser til Salmerne de skulde synge i Koret.... Saa kom Dagen og Vielsen i den pyntede Kirke den var saa fuld, Ansigt ved Ansigt. Oppe ved Orgelet stod alle de unge Piger. Tinka nikkede op og takkede og græd igen.
Dagens Ord