United States or Comoros ? Vote for the TOP Country of the Week !
De blev atter tavse, hver gled ud i sine Tanker. Hun talte først og spurgte: "Og hvad saa, naar De er bleven Student?" "Saa skal jeg vel se at blive Kandidat." "Herre Gud kan man da ikke søge et Maal?" "Jo, hvis man havde et ..." "Nu snakker De," hun talte utaalmodigt, "naar man havde, behøvede man ikke at søge. Og De søger vist ogsaa det vil sige, De lader Fantasien løbe ..."
Man talte ogsaa om den paa den Kafé, hvor Flyge holdt til og hvor han efterhaanden var bleven indnittet i en lille fast Kres af Stamgæster. "Jeg vil se det," sagde han. "Jeg forsømmer aldrig nogen Kalv med to Hoveder eller Gris med fem Ben, der kommer indenfor min Synskres, for jeg synes, at naar Naturen en Gang imellem har et spøgefuldt Indfald, saa bør man vise, at man paaskønner det.
Vilsac svarede ikke, og i nogle Øieblikke hørte de begge Urets Dikken. -Husker De, Vilsac sagde hun sagte at vi en Gang talte om at møde det urimelige i Livet? -Ja De ønskede det Ellen hørte ham ikke. Hun var meget bleg og kunde næppe tale. Nei Vilsac, sagde hun og vendte sig, der er ingen Løsning paa dette. Lev vel.
Thi han talte saa lidt om sig selv. Hun kunde ligefrem kæmpe for at faa ham til at tale, fortælle, give sig hen thi han var bare som bunden af hende, sunken hen i en stirrende Beundring, hvor han gik op i det: at se og høre hende. -De taler aldrig, sagde hun til ham. Fortæl mig noget. -Om hvad? Jeg ved ikke hvad jeg skulde sige: De taler jo.
-Snart, Bertelsen: og hun blev ved at arbejde: naar hun ikke talte med nogen om det, var det, som om hun, urolig, ikke rigtig kunde faa fat paa Tankerne om sit "Hjem". Det slog to døvende Slag paa Gangdøren og Ida lukkede op. Det var Fru Bertelsen, der allerede paa Tærskelen fik Trækninger af Graad i sit Ansigt. Værsgo' Frue, sagde Ida: han har ventet Dem.
Den Fremmede saá paa ham, og det gav et Sæt i William. Det var altsaa derfor, de bestandig saá saa medlidende paa ham, undgik ham, talte underlig kælende, naar de endelig talte derfor behandlede Kelnerne ham saa sky, ligesom ængsteligt: de troede, han var den gale.
Han svarede ikke og der var atter tyst en Stund. Saa sagde Hans Excellence: -Sidder hun derovre endnu? -Hvem? -Mener Grandpapa Elsebeth? -Jo, sagde Moderen: hun sidder endnu og venter. Der var et Øjeblik stille i Mørket. Saa talte Hans Excellence: -Der er intet at vente efter ... og han fortsatte: -Et Hul i Jorden er ikke saa mange Tanker værd.
-Hun er gift Gud ske Lov.... -Gud ske Lov? -Ja man synes dog altid, man havde et Ansvar naar hun nu, #der#, sad hen.... -Det kunde De da ikke gøre for.... Katinka tav lidt: Om hun holdt af Dem. -Hun #holdt# af mig, sagde Huus, det véd jeg nu. Katinka rejste sig. Har hun Børn? sagde hun, de var atter et Stykke henad Vejen. -Ja en lille Dreng. De talte ikke mer, før de kom til Estraden.
"Skovriderens Ret" bar Tine selv. Officererne satte sig stille hen til Bordet og de begyndte at spise, mens Sofie bod om til det tause Selskab med en uafladelig Lyd som en ganske sagte Klynken, og Tine fulgte, stiv og ubevaegelig. En og anden talte nu og da med et Udtryk, som horte han ikke sine egne Ord og heller ikke Svaret.
"Hvad er nu det for Kunster. Kom nu op." Men han rørte sig ikke; bare hvile, hvile. De tog fat i ham og forsøgte at stille ham paa Benene. Men Benene gav efter og kunde ikke bære ham. Saa lod de ham synke tilbage igen. Hvis de nu gaar, tænkte han. Men han følte intet ved Tanken og gad ikke engang aabne Øjnene for at se, om de allerede var gaaet. Mændene stod et Par Skridt derfra og talte sammen.
Dagens Ord