United States or Eswatini ? Vote for the TOP Country of the Week !
Saa drog Mikkel sit lange Tohaandssværd og gik ind paa Axel, der var ubevæbnet; han fejede underlig hjælpeløst frem for sig med Klingen som et Barn, der er ude af sig selv. Men da Axel fik et Slag, ramte det haardt for Alvor. Axel sagde ikke et Ord, han saa efter Sværdet, søgte at hytte sig med Armene, han greb med Haanden efter Klingen, da fik han et Hug i Knæet.
Den allersidste lille Flok værgede for sig i Vanvid, med rasende Skrig, de græd tænderskærende, men Sværdet var over dem, Jærn og Bly slog gennem deres Lammeskindstrøjer og ind i de rystende Kroppe, Pigkolber knuste deres Hænder, drev gennem Kabudserne og sprængte Hovedet paa dem, der var ingen Pardon, de blev lagt øde til sidste Mand.
Det sang ham op gennem alle Knogler, hans Nakke dansede paa Halsbenet, og han segnede til Jorden. Mikkel førte langsomt Sværdet i Skeden. Han strøg sit Skæg og tænkte sig om. Saa bøjede han sig ned og stak Haanden ind ved Axels Halslinning, søgte rundt paa det varme Bryst, til han fandt Hornkapslen. Den tog han og gik nogle Skridt bort, før han aabnede den.
Men de lagde Hånd på ham og grebe ham. Men en af dem, som stode hos, drog Sværdet, slog Ypperstepræstens Tjener og afhuggede hans Øre. Og Jesus svarede og sagde til dem: "I ere gåede ud som imod en Røver, med Sværd og med Knipler for at fange mig. Daglig var jeg hos eder i Helligdommen og lærte, og I grebe mig ikke; men dette sker, for af Skrifterne skulle opfyldes."
Han sendte sin hjerteligste Tak, fordi man saa venligt erindrede ham; men han var bleven en sorgfuld Mand og en lyssky Mand, og Ensomhed var bleven hans Refugium .... Dog, skønt han havde skrevet denne Svarbillet uden at tøve og ganske uden Kladde, afsendte han den ikke. Skulde han atter omgjorde sig med Sværdet!
Efter en paa een Gang hjærtelig og værdig Tale lod han Sløret falde og overgav Monumentet til Regentsen, paa hvis Vegne Regentsprovsten takkede og fik Leilighed til ogsaa for sit Vedkommende at vise, hvor dyrebart Mindet om hans Barndomsven var ham . Dagen efter blev Ploug begravet, Student og Digter ligesom Hostrup og i Mangt og Meget sympathiserende med ham; men Hostrup førte Hyrdestaven og Ploug Sværdet; hans hele Liv var Kamp for Folkets Frihed og nationale Selvstændighed.
"Jeg holder ni mod en paa, at De faar den at se!" raabte han, medens han red efter mig med Sværdet i Haanden. Ved disse Ord fik jeg en Ide. Kunde vi ikke afgøre Sagen paa anden Maade end ved at slaas? Bart kunde let bringe Sagen saa vidt, at jeg blev nødt til at saare ham, for at undgaa, at han saarede mig. Jeg undgik hans Stød, men hans Sabelspids var kun en Tomme fra min Hals.
Sverig havde han erobret to Gange med Sværdet, det havde kostet ham dyrt og uopretteligt i mange Henseender, og nu var han lige nær. Danmark havde han ofret sine Evner til det yderste. Nætter og Dage, de takkede ham for det ved at afsætte ham som en utro Forvalter. Var der da noget at stille op med disse Folk, som ikke vilde?
Men vil du være uden Frygt for Øvrigheden, så gør det gode, og du skal få Ros af den. Thi den er en Guds Tjener, dig til gode. Men dersom du gør det onde, da frygt; thi den bærer ikke Sværdet forgæves; den er nemlig Guds Tjener, en Hævner til Straf for den, som øver det onde. Derfor er det nødvendigt at underordne sig, ikke alene for Straffens Skyld, men også for Samvittighedens.
Derefter aabnede jeg to Knapper i min Frakke, saa at jeg hurtig kunde faa fat i Kejserens Brev, thi det var min faste Beslutning, naar alt Haab var ude, at sluge det og derefter dø med Sværdet i Haand. Jeg løsnede min lille krumme Sabel i Skeden og travede hen til det Sted, hvor de to Vedetter holdt.
Dagens Ord