United States or Democratic Republic of the Congo ? Vote for the TOP Country of the Week !
Otte hørte Skridt paa Gaden og lyttede skarpt et Øjeblik de holdt op, og han glemte dem igen. Men det var Mikkel Thøgersen, der nu stod udenfor Hyldetræet. Han var kommen og havde set Hullet i Stakittet. Og han blev staaende paa Stedet, til han hørte Kirkeklokken ramme Et ud over den sovende By. Da kom de to frem, og Mikkel kendte Otte Iversen.
Og han ruskede vredt to Staver ud af Stakittet, brækkede ind og kom som en Hjort hovedkulds gennem Buskene ind i Gangen. Tilvenstre for ham lød et let Skrig, han hørte nogen flygte, en Kjoles bløde Bulder, da sprang han til over Græs og Ukrudt, sporede mere end han saa, smuttede om et Træ og fangede hende. Han slap øjeblikkeligt igen og lod Armene synke.
Medens Mikkel stirrede ud efter Synet fra det tomme vandrende Hav, forekom det ham, at der maatte gaa en stor Flod fra Havet ind til Byen. Thi det var en By, og den laa paa den anden Side Jorden. Mikkel Thøgersen begav sig hjemad, han var ked af at leve mere den Dag. Han tog ikke Vejen gennem Pilestræde, vilde ikke gaa forbi Stakittet og stirre ind efter Susanna i Dag.
Herluf legede rundt om Dammen, og ovre paa den anden Side krøb han op paa Stakittet og holdt sig fast: Ude paa Engen vadede Landsbydrengene i Aaen med deres bare Ben og langt borte laa »Fa'ers Skov« til han faldt ned og skraalte, og Barnepigen satte i med et: Naa saa ... og fik ham samlet op.
Han plejede at gaa gennem Strædet som den, der skal igennem og passer sit. Naar han da var ud for Stakittet, saa han som uforvarende derind, og undertiden fik han et Glimt at se af Susanna. Hun plejede at gaa ude i de tilgroede Gange ved Middags- og Aftenstid. Haven var fuld af Ukrudt, høje Skarntyder og vildtvoksende Peberrod; de ældgamle Abildtræer hældede Stammerne tilhøjre og venstre.
Bagved mig var der et Plankeværk, den Vei var saa temmelig udelukket; tilvenstre var der bag Stakittet en Tjørnehæk, men den saae ikke ud til at være saa gammel, ligeoverfor mig var Stakittet lidt høiere, men ved Hjørnet høinede Terrænet sig, saa der var lettere at slippe over, og det var desuden mest af Veien fra den, der kom gjennem Gadedøren.
Fru Brandt, der lignede en Skildvagt med Geværet i Hvil, sad paa Højen med Ida, indtil Frøken Rosenfeld gik op ad Højskrænten og løftede Ida ud over Stakittet: -Hende ta'er vi med os, Fru Brandt, sagde hun. Nede i Lunden lo og snakkede de, saa man hørte dem langt bort, mens de surrede Egeløv og Asters om Klædesnorene.
Dagens Ord