Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 12. juni 2025
"De maa ikke gaa, Frøken Medwin," sagde jeg. Jeg var vaagen og ventede halvvejs, at hun efterhaanden skulde forsvinde. "Jeg gaar ikke," svarede hun. "Det glæder mig at se, at De genkender mig." "Hvad er der i Vejen med mig? Hvor er jeg?" spurgte jeg. "De har været meget syg," svarede hun; "men De har det meget bedre nu. De er i min Svogers Hus i Peking." Jeg blev meget forbavset.
Ved Middagstid havde vi naaet den lige omtalte Bjergkæde og red af Sted ad en god Vej i et mørkt, men temmelig malerisk Landskab. Med Undtagelse af nogle faa Kameler, der var ladede med Kul og skulde til Peking, og en Bissekræmmer hist og her, traf vi kun faa levende Væsener. I denne Egn ligger Landsbyerne langt fra hinanden, og de har intet godt Navn.
Denne Mand og det maa være mig selv skal modtage vore Venner, tage imod deres Breve og sende dem tilbage til Peking med den Besked, at der skal blive taget Hensyn til deres Advarsel. Saa kan vi lige klare os. Men jeg er ikke bange for at gaa videre, og jeg vil smigre Dem med at sige, at jeg heller ikke tror, De er det." "Af alle de Mænd, som jeg har truffet, er De den koldblodigste, Dr.
Hvis mit Væsen, efter at Frk. Medwin var gaaet, ikke slog ham som højst ejendommeligt, saa kunde han imidlertid ikke have været den klart tænkende Verdensmand, som hans Venner i Peking troede, han var. Alt, hvad jeg véd, er, at da jeg vendte tilbage til Huset, var jeg i allerhøjeste Grad irriteret.
Paa Vejen fra Peking havde jeg tydeligt forklaret Laoyeh den Rolle, han skulde spille. Nu gav Nikola ham den endelige Instruktion, og saa var alt færdigt. "Men hør," udbrød jeg, og en Tanke slog mig. "Vi har glemt én Ting Arret paa min Arm!" "Ja, det har jeg glemt," sagde Nikola, "og saa véd jeg jo dog godt, at det er den Slags Smaating, som bevirker, at Folk bliver opdagede."
"Det kan jeg ikke sige; men det er muligt, at der er hændet noget vigtigt," lød Mandens Svar. "Han bad mig sige Dem, at De maatte komme straks." Jeg stod op og klædte mig paa saa hurtigt som muligt. Det var klart, at det ventede Bud fra Peking var kommet, og i saa Fald skulde vi sandsynligvis tage af Sted før Morgen.
Han er ikke Præst, men en fremmed Djævel, der lod mig fange og sende bort, medens han indtog min Plads." "Hvorledes kommer du da her?" spurgte den anden. "Jeg undslap," sagde Manden, "fra dem, som han havde betalt for at passe paa mig, og drog til Tientsin og derfra til Peking, og saaledes er jeg her."
"Men kender De Indholdet af dette Brev?" "Angaar det den Mand, som ventes til Peking for at indtage den tredie Plads i det hemmelige Selskab?" "Ja," svarede han langsomt, idet han prikkede i Klatpapiret med sin Pennespids, "det angaar i høj Grad ham." "Og nu, antager jeg, overvejer De, om Nikolas Ønske om at bortføre ham er raadeligt." "Ja, akkurat!
Hvis disse Fyre kommer til Vadestedet før vi, har de den første Mulighed til at forhandle med Sendebudet. Vort Forsøg maa gaa ud paa at komme der før de og dog at sende dem tilbage til Peking med den Overbevisning, at de har udført deres Hverv. Hvorledes vi skal bære os ad, ja, det er den Opgave, vi skal løse." "Men hvorledes skal vi bære os ad?" spurgte jeg.
Den ene Tanke fulgte efter den anden, og hvor underligt det end kan synes, jeg faldt snart efter i Søvn. Jeg drømte, at jeg igen gik paa Muren i Peking med min Skat. Jeg saá hende vende sit søde Ansigt op imod mig, og jeg følte Trykket af hendes lille Haand paa min Arm. Saa viste der sig pludselig paa Muren lige foran os den Mand, som havde opdaget mig i Lamaklostret.
Dagens Ord
Andre Ser