United States or Saint Barthélemy ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og som Vinteren skred frem, voksede ogsaa Nøden; man kunde til sidst ikke længere nøjes med de selvdøde; de stærkere myrdede dem, som savnede Kræfter til Forsvar. Men da Menneskene havde lidt, og de fleste var døde, standsede Kulden, og Sommeren kom og frelste dem, der var tilbage.
Og jeg for min Part vilde ikke bryde mig om at leve, undtagen de sædelige Livsværdier de stod fast." "Nej, det var da heller ikke godt andet," indskød Fru Herding. "Ja, hvad forstaar Du saa egentlig ved sædelige Livsværdier? Der er saa mange Slags, synes jeg." "Hvad jeg forstaar derved? Jeg forstaar naturligvis det, som Menneskene de til alle Tider har set op til og levet paa.
Og saaledes see Menneskene Maanen Dag for Dag blive større og større og komme nærmere og nærmere som en uhyre stor Fenrisulv, der kommer for at opsluge Jorden.
Men du, når du faster, da salv dit Hoved, og to dit Ansigt, for at du ikke skal vise dig for Menneskene som fastende, men for din Fader, som er i Løndom; og din Fader, som ser i Løndom, skal betale dig.
-Ja, Fru von Eichbaum nikkede: alt dette med Hjerteliv, Du og saa taler de sig op til en Alteration ... Det havde Aline jo noget af allerede som ung. Generalinden samstemte, og Fru von Eichbaum rejste sig og skænkede Kaffen. -Gud, Du, sagde hun: at Menneskene ikke kan lære at tie stille og bære det for sig selv og komme over det. Generalinden fik Kaffekoppen og nikkede paany.
Hvordan gaar det med Onkel? Jo e ... Men lad dog Hunden komme ned og ind i Varmen! Madam Henriksen tænker slet ikke paa os andre! lo Frederikke. Naa e, Menneskene klarer sig nok! Frøken Sofie fløjtede Tyrk ned fra hans Sæde. Der er Varme i Kontoret, hvis Frøkenen vil ta' ham der ind. Maa vi andre ogsaa komme med? Ja, værsgod ... Madam Henriksen aabnede Døren til Kontoret.
Alle blev til sidst enige om at give Fjældmanden Skylden for det daarlige Vejr, der havde raset der i længere Tid, thi det følger altid med dem. „Gud vil bringe dem til at angre,“ sagde de. Naar en Grønlænder bliver ked af Livet sammen med sine Kammerater, bliver han Qivitok: han forlader Menneskene og lever som Eneboer oppe mellem Fjældene.
-Eller hvad mener Du? spurgte han henimod Moderen. -Jeg, sagde Moderen, hvis Ord syntes uden nogen Sammenhæng med alt, hvad der var sagt: Jeg tror, man bør give Menneskene fri. -De ta'er sig fri, sagde Hans Excellence og gik videre.
Men de binde svare Byrder, vanskelige at bære, og lægge dem på Menneskenes Skuldre;men selv ville de ikke bevæge dem med en Finger. Men de gøre alle deres Gerninger for at beskues af Menneskene; thi de gøre deres Bederemme brede og Kvasterne på deres Klæder store.
Menneskene gled dog alligevel derhen, hvor deres Skæbne førte dem o. s. v., o. s. v. ... Og han lo forceret op og kyssede hendes Haand og skyndte sig ind mellem de andre Gæster. Og snart hørte man hans Latter og Tale klinge højlydt gennem Stuerne ...
Dagens Ord