Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 10. juli 2025
Carl var meget snaksom, ophidset, fuld af springende Indfald: Man skulde tro, De havde drukket lidt, sagde Ellen. Carl lo. Han sad tæt op ad hende i Vognen og kærtegnede hendes Haand. Den sidste Del af Veien talte ingen af dem. De gik ind i Ellens Kabinet og satte sig i Krogen under Palmerne. Samtalen gik trægt. Ellen var distræt; Carl sad og stirrede uafbrudt paa hendes Ansigt.
Ida kom frem af Krogen ved Hjerteblomsten, hvor Frøken Friis lige til nu havde undersøgt den gule Kjole som en Art Fagmand, og hun tog Bakken med Glassene. -Er det Dem, der byder, sagde Karl saa underligt sagte og tog et Glas. Han blev staaende med sit Glas: -De er saa køn, sagde han med den samme Røst, og hun syntes, hun slet ikke kendte hans Stemme.
Charlot listede sig frem, og nysgerrigt saá han paa Pianistindens Barneansigt med de bløde Øjenlaag. Charlot sov ikke mere saa meget paa Jernbanen. Han sad stille, Time efter Time, med Blikket hvilende paa Madame Simonin, som hun laa. Han gjorde ikke en Bevægelse. Han var bange, nogen skulde vaagne. Det var saa godt at sidde ene her i Krogen og se paa, hvordan hun sov.
Døren aabnedes, og Frøken Frederikke stak sit blondlokkede Hoved ind. Asylstuen saa paa denne Tid af Aftenen underlig hemmelighedsfuld ud, stor som den var og kun oplyst af en lille lavstammet Lampe, der stod paa et Bord oppe i Krogen ved Vinduerne.
Og hændte det sig saa, som i Dag, at Stasia ogsaa gav Møde, saa listede Maren sig hen til Døren og satte Krogen paa. Saa, Børn, sagde hun, la' vos saa høre nyt! Og saa begyndte Flaaningen. Søren havde i Dag medbragt for fem og tyve Øre Hvedebasser fra Bageren i Jerslev.
-Det var Fader, svarede den ældste Dreng fra Krogen: -Mo'er syng den, vi ikke forstaar. Men Moderen lukkede Klaveret. Længe blev det ikke aabnet mer. Men da kunde de Tider komme, hvor Moderen læste. Bogskabets Dør stod ikke længer stille for de skiftende Bind, hun tog frem. Kusken kørte til Sønderborg, og Kusken bragte Bøger.
Men naar det var ondt Vejr og haard Sø, naar Baadene gik ud, krøb han sammen hjemme i en Krog, for han turde jo ikke gaa med, hvis der i Dag var en, der spurgte ham. Og saa kunde han sidde hjemme i Krogen og mumle og mumle. Og han kunde le ganske højt, uden at han selv vidste hvoraf.
Han ligger stadig i Krogen. De nikker henimod ham. Jeg er sikker paa, at han ikke ser dem. Om Natten ligger han oppe paa Loftet ved Skorstenen. Det er det eneste Sted, han vil være. Før han gaar op tager han alt sit Tøj med sig. Det har hængt til Tørring over Komfuret. Næste Dag er det det samme forrygende Vejr. Han bærer Vand og Brænde til Køkkenet.
William gik hen til Vuggen og saá nysgerrigt paa Broderen. "Lille Bro'r er syg," sagde han og stod og pillede ved det grønne Omhæng. Stella havde ingen Ro, hun gik op og ned ad Gulvet, standsede i Krogen, gik atter frem og tilbage. Hun syntes, Stormen blev heftigere og heftigere for hvert Minut. Hun stod atter ved Vinduet.
Dagens Ord
Andre Ser