Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 2. juli 2025
Og efterhånden fandt hun Fætrenes Kammerater "morsommere" og "morsommere". Som hun havde taget Tag i William, havde hun handlet med adskillige, og denne Leg med unge Mænds første længselsfulde Hjertebanken var blevet frøken Kamilla en ren Sport.
"Saa," sagde Præstens Frue ind i Stuen til sin Datter, da William en Dag gik forbi med Frøken Falk, "nu har hun da faaet et nyt Menneske." Frøken Kristine fo'r til Vinduet. "Men nu er han sytten Aar," sagde hun spidst, mens hun besvarede Venindens Hilsen og saá efter dem. "Tilsidst maa Kamilla vist lære sine Trældyr at tale rent."
Han sprang op med et Sæt, satte i at gaa stærkt, virrede uafbrudt med Hovedet som i Legemssmerter, gned sine Hænder, saa det gjorde ondt Men nej fremad maatte han gaa, slippe kunde han ikke.... Man løj aldrig saadan for sig selv. Og der var jo ogsaa dem, der troede. Kamilla og Professoren, de troede begge, og de saá klart.
Saa træt, saa træt han havde været, og aldrig Ro, altid Anspændelse og Tvivl og ny Anspændelse ja, for træt havde han været.... Han tænkte paa, da Kamilla spillede i Kirken. Hvor det var længe siden.... Se, de hvide Arme ... som Slanger.... Grevinden holdt op. Hun sad nogle Øjeblikke foran Flygelet med Hovedet støtter paa den ene Arm.
"Det er saa dejligt," sagde hun, "saa smager man Blomsterne." Han plukkede mekanisk en Blomst. "Ja," sagde han og aandede, "det er dejligt." Saa blev der igen Tavshed. Kamilla bøjede Hovedet og foldede Hænderne over sine Knæ. "Vi var nogle store Børn i Onsdags," sagde hun. "Ja," svarede han. "Og De har skrevet Digte om det."
Han svarede ikke, deres Blikke mødtes atter med et Smil. "Jeg faldt i Tanker," sagde han. Om Fredagen fik William et Brev, inden han gik i Skole. Udskriften var skrevet med Damehaand. Det var fra Kamilla. "Jeg kommer ikke til Byen imorgen," skrev hun, "Fader er ikke rigtig rask, Og jeg finder det rimeligst at blive hjemme.
Kamilla Falk var meget omtalt: hendes Veninder afskyede hende, Mændene betragtede hende med Mistro. Hun havde en Gang været forlovet, det var nu snart længe siden, og Forlovelsen var pludselig gaaet overstyr, og hun var rejst bort. Der hvilede nok et Slør over et og andet den Gang, ialfald sagde man det.
Skæret fra Ilden faldt paa hendes Ansigt, saa det glødede, Straalerne legede med hendes Lokker. Han lagde Armen op om hendes Hals, og hun saá ned. "Barn," sagde hun. Saa smilede han for første Gang. "De ligner Kamilla," sagde han og lagde Hovedet ned igen. "Jeg vil spille lidt for Dem," sagde Grevinden, "lidt inden The."
Denne pludselige Lykke holdt sig de næste Dage, det var, som om den Handling, der ved denne Kærlighed var kommen ind i hans Liv, havde drevet de unge Drømmerier paa Flugt, og som om han i denne tidlige Krise var vaagnet af en Dvale. Kamilla havde givet sig hen. Hun havde, bestandig hidset frem mod Løsningen af den Gaade, hun havde digtet ind i Williams Væsen, tilsidst fremtvunget denne Løsning.
Hendes Øjne var blevet dybere, med et ejendommeligt glimtende Blik, Munden var stærkere kruset. Maaske var det ogsaa, fordi det ikke lignede mere, at hun kort efter sin Hjemkomst brændte sit Portræt, hvor hun var i hvid Kjole og stod, smilende, med en Rose i Haanden. Siden da var der gaaet adskillig Tid, og trods sin Skønhed og Faderens Rigdom blev Kamilla siddende paa Veilgaard.
Dagens Ord
Andre Ser