Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 24. november 2025
Mit første Udbrud gjaldt naturligvis Corpus Juris, hvor han kunde sige, at Præsten havde saadan et ypperligt Bibliothek over Kirkeretten. Jeg kunde see paa ham, at dette Spørgsmaal satte ham i Forlegenhed, men Corpus Juris er ikke den Mand, der naar han først har sagt Noget, siden skulde gaae fra sit Ord.
Jeg tænkte forgæves over, hvad der dog kunde have sat Corpus Juris i saa slet Stemning, thi han havde hele Dagen været særdeles munter og oprømt.
Om Nogen skulde mene ligesom Corpus Juris, at jeg har baaret mig meget barnagtig ad, og at den hele Historie ikke geraader mig til synderlig Ære, saa at det var meget bedre, om jeg taug stille dermed, istedenfor ovenikjøbet at lade den sætte paa Tryk, saa vil jeg bede enhver Saadan mindes den første Gang, da han selv drog ud i samme Hensigt, og da vil han vel ikke mere dømme mig saa strængt.
Gamle læser ikke Aviserne af Princip, og det giver Anledning til jævnlige Disputer mellem ham og Corpus Juris. Den Sidste anvender nemlig hver Morgen ved sin The en Time til at studere Dagbladet, og denne Lecture har en synlig oplivende Virkning paa ham, thi medens han forinden er ordknap og utilgængelig, saa er han efter Studiet af Dagbladet det omgængeligste og behageligste Menneske.
Gamle vaagnede op af sine Drømmerier og yttrede mere Interesse for Sagen, saa jeg meente, at nu behøvedes min Nærværelse vel ikke længer, og i al Stilhed listede jeg mig da bort i Haab om at træffe Emmy eller Andrea Margrethe. Da jeg kom over i Dagligstuen, fandt jeg Andrea Margrethe og Corpus Juris alene.
»Saa bliver det altsaa Emmy«, tænkte jeg, »det er jo Skjæbnens Villie.« Men det lod heller ikke til at være Skjæbnens Villie, at det skulde være Emmy, thi ogsaa denne reiste sig og gik bort for at blive færdig i rette Tid til at gaae i Kirke. Saa blev jeg alene tilbage med Corpus Juris, ham kunde jeg tale med, ligesaameget som jeg lystede, men det var just ikke hans Selskab, som jeg attraaede.
Denne Gang varede det meget længe, inden Nogen kunde finde Bifald for hans Øjne: først da Corpus Juris havde afløst Emmy ved Pianofortet, først da var Gamle saa huldsalig at byde Emmy op til en Dands. Hr. Hans var ikke saa kræsen i sit Valg, han dandsede lige godt, eller om man vil, lige slet med alle Damerne, idet han vexelvis anrettede Ulykker med Hovedet og med Fødderne.
Det var den Gang, at vi havde kaldt ad ham og saaledes atter vare blevne fundne. Ligesom Præstekonen og Corpus Juris havde fortalt dette, gik Døren op, og Gamle traadte ind. Men hvor saae han dog ud! Fra øverst til nederst var han dækket med Leer og Jord, hvorimellem der sad store Klumper Snee, der vare begyndte at smælte og som smaa Bjergstrømme rislede ned ad ham.
»Det er jo noget Nonsens«, svarede Corpus Juris. »Fordi jeg synes godt om den Ene, kan jeg jo gjerne synes godt om den Anden, og fordi jeg mener, at Andrea Margrethe aa det er jo noget reent Nonsens« og dermed spadserede Corpus Juris udaf Døren, idet han lod mig forblive i Uvished, hvorvidt det var mine eller hans egne Ord, han kaldte for Nonsens.
Her afbrød Præsten hende pludselig: »Men Labanen det er din egen Søn!« Alle Præstekonens Indsigelser hjalp ikke, Præsten paastod, understøttet af Corpus Juris, at denne Slutning skulde blive staaende, og vilde tage Brevet til sig for næste Dag at sende det afsted. »Jeg skal love for, at Deres Fader vil blive fornøiet, naar han faaer slige Nyheder at høre«, sagde Præsten.
Dagens Ord
Andre Ser