United States or French Polynesia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Pludselig standsede hun foran Ugtukoq, overfusede ham med Skældsord; saa nær holdt hun sit Fjæs ned til ham, at der faldt en sand Støvregn af Spyt over hans Ansigt. Ugtukoq blev ligbleg og skreg, saa højt han kunde, at nu troede han; han skulde aldrig mere tvivle! Og han rystede over hele Legemet. Saa forsvandt Genfærdet. Endelig bad Uvineq om at faa Lamperne tændt; han var færdig.
Alle Munde snerredes sammen inde i Huset; ingen sagde et Ord. Men Bedstemor rejste sig og gik ud. Genfærdet tog hende ved Haanden og løb ned til Stranden med hende. De løb og løb og med eet løber de lige ned i Jorden; der løb de videre. Og nu kommer de til en stor rullende Sten. Den var fuld af Blod; det saa ud, som om det var Sælblod.
Hver Gang den forsøgte at følge de flygtede Menneskers Spor, maatte den vende om, naar den kom til de Steder, hvor de havde vadet med deres venstre Fod. Endelig fandt den en Overgang, og alle ved Tartunaq blev slaaede med Skræk, da Flammen nærmede sig. „Nu kommer hun for at skræmme os ihjel!“ raabte man. Nogle samlede Spækstykker fra Lamperne og gik Genfærdet i Møde.
Den Slags Spæk kan onde Aander nemlig ikke lide. Luften harpunerede de overalt med deres Spyd for i alle Retninger at holde onde Aander borte. Da Flammen naaede frem, viste det sig at være en Hund, der gennem Trolddom var bleven glødende. Saaledes hændte det flere Gange, at Genfærdet sendte glødende Hunde til Tartunaq.
Saa kom den op paa Land og lyste snart henne ved Konebaadsstilladset, snart over Huset, og ofte lyste den som en Regnbue, der strakte sig fra Huset til den friske Grav. Til sidst gik Genfærdet ind i Huset, og saa stærkt var Lyset fra Flammen, at Huset blev gennemsigtigt, som om det var af udspilet Tarmskind. Overalt søgte Flammen efter Mennesker og forfulgte somme Tider Hundene langt ind i Landet.
Genfærdet tager et Tilløb, springer over den og løber videre; Bedstemor fulgte efter. Nu møder de to Kællinger, der var ude at sanke Kvas; men de strøg bare forbi dem. Lidt efter saa de to gamle Mænd, der var ude at skyde Ravne med Bue; men de standsede ikke, før de kom frem til Hus. De gik ind.
Bange blev han, og med stort Besvær slæbte han sig ud af Huset og gik ind i et andet ved Siden af; og der gemte han sig inde bag Skindtapetet. Her sad han nu gemt, da han atter hørte Støj, og saa traadte der et Genfærd ind. „Ai! Her er Mennesker!“ Genfærdet gik hen til Vandspanden og tømte Øsen to Gange. „Tak, at jeg, som tørstede, fik Drikke!
Dengang man var Jordboer, plejede man at drikke saaledes,“ sagde Genfærdet og gik ud. Drengen hørte nu sine Bopladsfæller komme og samles uden for Huset, og de begyndte at kravle ind gennem Husgangen. „Qalanganguase er her ikke,“ sagde de, da de kom ind. „Jovel er han saa,“ sagde Drengen; „jeg har gemt mig herinde, da et Genfærd kom ind. Det drak af Vandspanden.“
Dagens Ord