Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 15. juni 2025
Naar Homer skal klare sig, hvorledes man kan høre en andens Tale, gør han det ved at antage, at der fra den talendes Mund flyver smaa usynlige Væsener, en Slags Fugle, hen til den hørendes Ører. Derfor taler Homer om "de bevingede Ord." Naturlig Udvikling gennem fortsatte smaa Omdannelser forstod man ikke.
Ligesom hun neppe havde ytret sin Glæde over at have en Tegning af mig, før hun bad Stephensen om at tegne en af sig selv til hende, saaledes lod hun ikke en eneste Gang den Ene faa Noget paa den Andens Bekostning, og om der end var lidt Kunst og Beregning i denne Upartiskhed, saa var der dog endnu mere naturlig Følelse og instinktiv Takt.
Da drog jeg hende ind til mit Bryst og vore Læber mødtes i et langt Kys, som om enhver af os vilde suge den Andens Liv ind i sig for at have det sikkert og uangribeligt.
»Vinduet, nej Vorherre bevares«, lo Vennen, da Joachim lukkede det med et voldsomt Brag. Saa stampede han i Gulvet: »Frem med Sproget! Har Du taget den?« »Hvad for en?« »Aa, skab Dig nu ikke, uappetitlige Tyveknægt. Har Du taget Traktaten?« Ved Lyden af Ordet »Traktat« foregik der en pludselig Forandring i den andens Udseende. Han blev uhyre ivrig med et: »Ja vel!
En har Tro til at spise alt; men den skrøbelige spiser kun Urter. Den, som spiser, må ikke ringeagte den, som ikke spiser; og den, som ikke spiser, må ikke dømme den, som spiser; thi Gud har taget sig af ham. Hvem er du, som dømmer en andens Tjener? For sin egen Herre står eller falder han; men han skal blive stående, thi Herren er mægtig til at lade ham stå.
Og nu, da hun kaldte sig en Andens, kunde han ikke slaa sig til Taals dermed. Han strittede imod Tanken derom med al den Energi, hvormed den, der føler sig sund, vægrer sig ved at dø. Han maatte sige sig selv, at hun havde valgt frit han havde ingen Ret til at bebrejde hende noget, ingen Kendsgerninger at støtte sine Forhaabninger paa.
Efter primitiv Opfattelse er den, der har nydt en andens Mad, forbundet med ham, enten for en Tid som naar Ørkenaraberens Gæst er tryg i hans Telt, men dræbes, naar han har forladt dette eller for bestandigt, som naar den, der har spist i de dødes Rige, normalt ikke mere kan forlade dette.
Men en Gang imellem kunde der ogsaa plumpe ud af hende et uvilkaarligt, ganske ungpigeagtigt udbrud, der gik videre end nogen andens, og som viste en betænkelig Mangel paa Respekt for baade det ene og det andet hos Professoren. Og saadanne Udbrud kom altid i en egen fortrolig Tone, som om hun talte med Haanden for Munden eller bag nogens Ryg.
Den lille skæggede Mand blev væk uden en Lyd, var som opslugt af Havet ... Han var dog bare drejet af mod Syd, til sin Vagt, pegede den lange Fisker, med hvem Holst nu skulde følges. I det samme vendte Fiskeren sig i nordlig Retning og gjorde Tegn op ad nærmeste Klit, som de besteg med tungt asende Skridt. Holst fulgte snært i den andens Spor for endelig ikke at tabe ham af Syne.
Denne Time forekom mig paa en hemmelighedsfuld Maade at have ført os nærmere sammen; og medens al min Glæde hidtil havde været Bevidstheden om at have Lov til at elske, gjennemstrømmedes jeg nu af den salige Følelse, at #være# elsket, selv at være Gjenstand for den Andens Længsler og forborgne Ønsker. I det lille Restaurations-Cabinet traf jeg Minna ventende paa mig.
Dagens Ord
Andre Ser