United States or Micronesia ? Vote for the TOP Country of the Week !
"Og nu til Sommer rejser De bort for at glemme mig ..." Han kunde ikke tale. Han krammede om Stoleryggen, hvor hun sad, saa han kom til at røre hendes Kaabe. "Saaledes gaar det bestandig ... bestandig ..." Hun lod Tonerne langsomt henhviskes i Rummet, "bestandig". Saa traadte han et Skridt frem. Hun saá op og slap Tasterne, han var meget bleg og havde Taarer i Øjnene.
Naar Vinteren var omme, var der i Stensætningerne ofte Forraad, som aldrig blev spiste. Men dengang samlede man ogsaa store Mængder af Bær og Stenurter, som syltedes i Spæk; og det var Skik, at man aldrig rørte Sylteposerne før ud paa Vinteren. Saaledes kunde det gaa til, at den første Vinter forløb taaleligt; men da den Tid var inde, da ellers Foraar og Sommer skulde falde ind, kom Varmen ikke.
Det var paa en Maade sandt, eftersom hun et Par Dage i Forvejen havde forestillet ham for Birger, da han tilfældig havde mødt dem sammen. "Hvor De har det yndigt her, Fru Herding," blev hun ved. "Vi ligger nu blot paa Landet, fordi vi alligevel skulde flytte. Saa har vi ingen Lejlighed i Byen i Sommer. Ellers havde vi ikke Raad: vi maa jo leve meget økonomisk ... Hvad er det, De syer der, Frøken?"
Det hjalp ikke, at Kammeraterne nu var borte med Fiskerslupperne hver Sommer, for de kom altid tilbage igen om Efteraaret, og for hver Gang var de vigtigere og mere fremmede. Han saa, hvorledes de sluttede Venskab indbyrdes, men ham var der ingen, der vilde have at gøre med.
Nu var denne Hindring hævet; jeg haabede da at kunne udføre det i den nærmest følgende Sommer, og Regjeringen bevilgede mig den dertil fornødne Orlov fra mit Embede. Der viste sig imidlertid nye Vanskeligheder. Den 20. Januar 1848 døde Christian VIII. Med stor Bekymring imødesaa man den nye Æra.
Naar hun horte den unge Praest i Kirken, sad Tine gemt bag Orgelet og graed som et sprukket Kar, saalaenge han var paa Praedikestolen. Hun havde nu i det Hele svaert nemt tilvands i denne Sommer, og det tog hende og kom over hende, alting, som en Bedrovelighed saa Kroens Katinka lo hende ud, saa det klukkede.
Der var det ved ham nemlig, at han ifølge sin Natur regnede alt for lige godt; naar det gik ham pinegalt, trivedes han mægtigt endda, netop, han kunde kun faa , miste blev der ikke Tid til. Han kendte kun til Indtægt, der gik aldrig noget fra ham. Han flyttede sit Hjærte med sig. Men til Danmark kom Axel omsider, for der ventede ham den store Sommer.
Ja naar den Time kommer, Da Evighedens Sommer Skal bryde herlig frem, Du Fader os bønhøre Og naadigen os føre Til Himlens lyse Hjem!
Hun havde en Pakke, sagde hun: den var til Tut; det var Huset, som Frøken Rosenfeld havde tegnet i Sommer. Og Tut skulde ha'e det til et Minde, sagde hun og stak det op i Vognen, mens hun græd. Saa var Sofie oppe og Lars sagde langsomt: -Har Fruen mon mere? Der var ikke mer. Ida sad saa sært lillebitte, ved Siden af sin brede Moder, og Schrøder blev ved at græde. Saa kørte de.
Andrea Margrethe spurgte mig nu, om jeg ikke havde Lyst til at besee Haven, samt Kjøkken og Kjælder og Loer og Lader. »Det kan ikke hjælpe at vise det nu, der er jo Ingenting at see«, indvendte Præstekonen. »De skal komme herud igjen til Sommer, Nicolai, og saa skal De faa at see, hvor smukt der er herude.«
Dagens Ord