Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 18. juni 2025
Den belejrer ham med andre Ideer og pludselige Udkast, hvis Fata Morgana synes selve den fjerne Fuldendelses sikre Kyst. Under en saadan Tvekamp mellem den Frembringendes Vilje og Hjernens Modvilje mod at laegge sig under en kunstnerisk Plans Aag var det just, at alle Minderne om Hjemmet paa Als i Myldr brod frem.
Der var Snore helt ned ad, og han fik et Par Halvstøvler fra København. Det var de første Halvstøvler, de havde set i Randers. Folk vendte sig paa Gaden og saá efter ham, naar han gik ud paa Skovbakken med Pigen ... Saa huskede han Danseskolen, Harriet, Legene i den store Gaard; Minderne flokkedes i hans Sind, men han saá paa dem med et underligt, sløvt Blik, med et halvt Øje ...
Marschalinden talte stadig om Minderne derhjemmefra. -Ja, det var den Gang, sagde hun. -Ja, den Gang, sagde Moderen. Den slanke Tjener satte, med stadig nedslagne Øjne, Skylleskaalene frem. -Naa, sagde Fru Harriette, der havde set paa hans smalle Hænder: han hæger sig. Hun tog sit Glas Madeira: -Skaal, Fritz, sagde hun. -Skaal, Harriette, svarede Faderen og smilte.
Og der var Aftener, han kunde glemme Drikken; han gav sig til at gaa op og ned ad Gulvet, han talte sig ind i Minderne, blev saa atter taus, mens han blev ved at gaa ... Og Ellen følte hvert Minut som en Jubel. En Aften, da hun bragte Glasset ind, sagde hun, at hun vilde lave hans Toddy. Hun gjorde den ligesaa stærk, som han pleiede.
Saadan gik en Tid, indtil han en smuk Dag vaagnede, og pludselig syntes han, at det hele var saa langt borte og længe siden og næsten som noget, der slet ikke var hændet ham eller kun var drømt. Og vilde han fange Minderne igen, var det, som havde han en lang Vej at gaa, og havde han fanget dem ind, stod han og faldt sløv i Staver over sin Skat. Han gled ud i en Selvdyrkelse igen. Det var forbi.
Underveis var han ja, der er ikke andet Ord derfor end det tydske »kreuzfidel«. Det viste sig, at han en lang Tid havde studeret, formodentlig mer paa Kneiperne end paa Universitetet, og Minderne fra den Tid var hans Livs Stolthed.
Stemmen var blød; alt blev sagt i lutter Mellemtoner, der gjorde det hele dybt og kun lod ane Flammen: "Det er om Minderne, jeg vil tale, alt, hvad der igaar var Nutid, Og som nu idag er blevet Fortid for os. Minderne om Hjemmet vi forlader, Hjemmet, som saá vore første Drømme fødes og vore Længsler vaagne til Liv.
Nej hun horte ikke mer Fru Bergs Stemme i Ordene og hun saa ikke hendes Ansigt mellem Linjerne, hvor gerne hun saa vilde. Det var saa langt borte det altsammen. Og der var som ingen Hjaelp nu hos Minderne mer.
Hvorfor? Hvordan? Han flygtede for Spørgsmaalene. Men alle Veje var stængte, alle Porte lukkede; som Skoven, der gaar op mod Macbeth, sluttedes hans Tanker inde i den samme Kreds. Hvor skulde han flygte hen? hvor? Hvor mødte ham ikke Minderne som sorgfulde Ansigter? hvor ikke, hvor hen han saa gik! Alt, alt havde det jo været bygget paa dette.
Denne stille Sø, som lod os drømme saa smukt i sin Stilhed, Skovene om den, som et Bælte, der værner mod Stormene, Himlen, der spejler sig i den; Minderne om en lykkelig Tid, da vor Horisont var en Kirke, hvor en Fortid sover, og en Bøgeskov, fredsommelig som Kirken "
Dagens Ord
Andre Ser