United States or North Korea ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hver Drøm, der fryder, jeg tilbagekalder, Jeg strækker Haanden ud men ej den naa'r Den flygtige, den lyse Hær af Minder, Som tryller, smiler, vinker og forsvinder. Da vækkes jeg, af Længsels Toner kaldt, Da føler end med dobbelt Kraft jeg Savnet Af alt det Herlige, min Arm har favnet, Af Dig, din Kærlighed og din Gestalt.
"Hvad er det?" spurgte jeg. "Det er en Kvinde, der forvirrer éns Tanker, naar man ser paa hende. Nu synes jeg ikke, at jeg har noget at sige eller alt for meget." "De kaldte mig et Barn." "Jeg burde have kaldt Dem en Gaade."
Lehnsbaronessen, der var i Slobrok, kom frem i Døren til "den lille Spisestue". -Gud, sagde hun: og vi, som ikke har kaldt ham hun slog de fyldige Hænder sammen : -Jeg sagde det jo nok. -Nu kan vi jo ikke sige det, nu vi har kaldet Professoren.
Og det var kommet ganske af sig selv, at man havde valgt at mødes paa det Sted, hvor han havde lidt sit første Nederlag. "De Naives Fagforening" havde en Udenforstaaende en Gang kaldt denne Ungdom. Selv havde den siden taget Navnet op. Thi Naivitet det var netop det, den vilde. Den hellige Enfold vilde den.
Da hun siden blev kaldt ind igen, saa hun sin Mand endnu i Færd med det modbydelige Æderi. Han havde stukket sin Langemand gennem et forraadnet Menneskehoveds Øjenhuler, boret Hul i Hjerneskallen med en Kniv og søbede nu smadskende Hjernen i sig. Det blev Vinter, og Stedets Mænd gik stadig ikke paa Fangst. Men en Morgen trak de dog deres Vandpelse paa og gik ud.
Han var aabenbart hensat i en Tilstand af sanseløs Rædsel, og maaske med god Grund, thi kort efter, at jeg havde forladt ham, hørte jeg et Bøsseskud og et Raab bag ved mig. Det kan jo have været en eller anden Jæger, der har kaldt paa sine Hunde, men i hvert Fald hverken saa eller hørte jeg senere noget til denne Mand.
Jeg kunde heller ikke lade være at tænke paa, hvordan det vilde gaa os, hvis vor Hemmelighed blev opdaget, og vi blev nødt til at løbe Spidsrod mellem disse Mennesker. Gudstjenesten var ikke lang, og lidt efter en halv Time var vi tilbage i vore Værelser igen. Saa blev Nikola kaldt til et Møde hos Ypperstepræsten, og medens han var borte, gik jeg ned og drev omkring i Gaardene.
Vil Du tænke Dig, at der i Gaar kom den yndigste lille, islandske Hest sendende fra Fader! Den er saa lodden paa Benene, at det ser ud, som om den havde Bukser paa. Den er forfærdelig sød! Pigebørnene er henrykte og har allerede kaldt den »Mikkel«. Men jeg rører den ikke, naturligvis, jeg tager ikke imod Bestikkelser ! For véd Du, hvorfor han sender den?
Dette er Pigens Ord eller Barnets Ord, som Moderen havde talt, og som ere oversatte ordret fra det grønlandske. Pigen blev kaldt hertil, hvor hun fremstilledes i en Forsamling, bestaaende af Udliggeren ved Tasiussaq, Forstanderen sammesteds, Forstanderen ved Upernivik, Kateketen, Kolonibestyreren og mig.
Så troede Jøderne ikke om ham, at han havde været blind og var bleven seende, førend de fik kaldt på Forældrene til ham, som havde fået sit Syn. Og de spurgte dem og sagde: "Er denne eders Søn, om hvem I sige, at han var født blind? Hvorledes er han da nu seende?" Hans Forældre svarede dem og sagde; "Vi vide, at denne er vor Søn, og at han, var født blind.
Dagens Ord