United States or South Korea ? Vote for the TOP Country of the Week !
"For Du talte jo forleden med den Herre," vedblev Grevinden. "Ja som Du saá." "En smuk Omgang." William blev rød, han bed sig i Læben og hans Mund dirrede: "Ja din gamle Elsker." Det lød som et Stenkast. Fru Hatzfeldt blegnede svagt, og mens hun løftede Haanden for at slaa nogle genstridige Haar tilbage fra Panden, sagde hun: "Hvem har sagt Dig det?" "Han selv" ... "Ah!" Grevinden sandede dybt.
"Ja, Fru Grevinde, én Gang," stammede han saa igen. "Og den ene Gang var De meget vred paa mig ..." "Jeg var meget ulykkelig, Grevinde Hatzfeldt." svarede William og satte sig uden at se paa hende. "Og jeg beundrede Dem," sagde Grevinden efter en Pause, hun havde siddet og bidt i sin Viftes Perlemorsskaft.
Nede paa Gaden havde der stillet sig et Par Mennesker op og hørte paa Musikken. Undertiden raabte de pludselig i Munden paa hinanden inde i Balsalen, saa man næppe kunde høre Klaveret, mens Støjen summede op. Margrete svingede forbi med Gerson, Grevinde Hatzfeldt kom over Gulvet og inklinerede for William. "Men jeg er opførende," sagde han. Saa dansede de ud. Grevinden var højere end han.
Ogsaa de lød fjern, som den slog mod Tæppet og lod Bølgerne vugge det indad. William Høg var blevet meget bleg. Som i en Bog, hvis Blade vendtes af en usynlig Haand, læste han sit Livs Historie paa disse blandede Ansigter. Han saá Grevinde Hatzfeldt. Hun sad midt paa første Bænk med en ung Mand, mørkøjet, livlig: "Han er ung," sagde William til sig selv.
Ingen vidste, hvor gammel Grevinde Eva Hatzfeldt var, nogle mente fem og tredive, andre fyrre; hendes Beundrere paastod, hun umuligt kunde være mere end tredive, ondskabsfulde Medbejlersker og et Par Medlemmer af det engelske Gesandtskab, med hvilken Ambassade Grevinden havde adskillig ikke opklaret Forbindelse, vilde mene, at den smukke Dame allerede var højt over de fyrre.
Hun kunde ogsaa vise en pludselig Lyst, en tilsyneladende tvingende Trang til ligesom at legitimere sit Forhold ved at knytte Nina og Sofie til sig, hun vilde bestandig have dem som et kysk Værn mellem ham og sig ... Man roste Grevinde Hatzfeldt meget for hendes Opofrelser for de forladte Børn, hun introducerede dem, førte dem frem, protegerede dem var dem som en Moder ...
"Aa, der er Frederik." Grevinde Hatzfeldt løftede sit Slæb op paa Armen og lod ham lægge det sorte Pelsværk om sig, rakte saa Høg Haanden. "Tro mig jeg er Deres Veninde!" sagde hun. William blev besynderlig forvirret ved det Haandtryk. Han bukkede.
Og han følte Lede, men blev. Hun holdt ham godt fast. Som man, naar man presser en Citron til et Glas Sukkervand, blot af Irritation, fordi man vil tage den sidste Draabe, kan beholde den i Haanden nogle Øjeblikke endnu, inden man kaster den hen saaledes holdt Eva Hatzfeldt endnu paa William Høg, mens han udtørredes under sin egen Lede. Hjemme var han pirrelig.
"Ja det var noget siden, jeg havde set Fru Hatzfeldt. Men jeg synes nu alligevel, det er urigtigt, at De lader Deres Søstre omgaas Grevinden." William blev heftigere; "Man taler ikke saadan om en Dame," sagde han, "undtagen man ..." "Man ikke, men jeg, og jeg skal sige Dem, hvorfor jeg gør der, fordi jeg har været hendes Elsker." "De!"
Og De skal vel op til Jul om et Aar?" "Jeg har ikke tænkt paa at gaa op ..." Hoff fik Cigaretter frem og bød William, de standsede, tændte inde i Hatten: "Jeg talte med Gerson forleden. Han klagede ogsaa over, at han aldrig saá Dem undtagen paa Trappen." Hoff var færdig med at tænde og satte Hatten paa. "Det er nok det samme Hus, hvor Fru Hatzfeldt bor." "Ja Grevinden bo'r dér i Stuen ..."
Dagens Ord