Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 25. juni 2025
-Ja, saa, naar man morer sig, kan det ellers høres, sagde den Gamle. Fru v. Eichbaum havde, sagde hun, nylig læst hvad Mynster skrev "i sine Betragtninger", om at da pludselig "der var Ord, man huskede". -Men, tilføjede hun: den lille Brandts Fremtid er vel sikret. Da Vognen kørte frem paa Grusgangen, steg Ida stille ind, og Frk.
"Og det var den Fremtid, vi skulde bygge, det var det Haab, vi levede for" hun havde talt tonløst, og hendes Legeme faldt sammen; men saa rejste hun sig med pludselig Kraft, og mens hun maalte ham fra Isse til Fodsaal, raabte hun: "Dreng!" William aabnede Læberne for at tale, men kunde ikke, han var bleg som et Lig, og han støttede sig op til Væggen....
Thi jo mere en Handlemaade synes at ligge den modsatte snublende nær, desto dybere er ofte den Naturel-Hindring, der skiller dem. Men nu hvad var der at gjøre? Opsøge hende, tage Alt tilbage, binde hende ved hendes Ord, og selv staa til Ansvar for Alt Fortid og Fremtid. Ja, men hvor skulde jeg finde hende?
Endnu var der Tid. Endnu kunde han indhente ham. Endnu var ikke alt tabt. Han følte, at Manden dernede løb med hans Fremtid, hans Lykke, hans Liv. Men han kunde ikke flytte en Fod for at løbe efter ham; thi hvad saa, selv om han indhentede ham, vilde han dog lade ham løbe igen. Der sneg sig en underlig højtidelig Følelse over ham, mens han stod og saa paa Mandslingen, der løb dernede.
Tvertimod, hun arbejder for den, hvor hun kan, og hun arbejder først og fremmest for Børnene. At skabe deres Fremtid er den Livsopgave, hvorpaa hun sætter al sin Energi ind. Hun er i sin daglige Færd en god Økonom, og hun er alt andet end fornøjelsessyg.
Det var et Barn, Grevinde Hatzfeldt havde gjort til sin Elsker, og det var Barnets Hjælpeløshed, der havde ført William til hende. Det unge Menneske, som havde villet løfte en Slægts Fremtid, og som nu stirrede forfærdet paa sin egen Kraftløshed var i Reaktionens Slappelse bleven til et hjælpeløst Barn. Og saa mødte han Grevinde Hatzfeldt.
Han havde set Sandheden under Øjnene, syntes han, han havde løftet sin Fremtid som en Byrde, og nu kunde der ikke staa meget mer tilbage ... Han havde faaet Byrden op paa Skulderen og var paa Marsch det værste var gjort. Professoren var i Udlandet, det stod skrevet paa et Blad Papir, der var klæbet paa Døren. William blev lidt bleg, men han syntes ikke, det undrede ham.
Alt, hvad han havde taget op, sin Fremtid, Slægten, Arbejdet, alt ... Han havde stridt, mandet sine unge Aar op til at handle og ville Og nu, da det var forbi, da Slaget var faldet og havde ramt, nu blev denne Vilje til et Barns Klager. Grevinden lagde hans Hoved paa Puden og forsøgte at rejse sig. "Gaa ikke!" bad han. Grevinden drømte.
Jeg kan ikke begribe, hvorledes jeg levede, før jeg traf Robert. Jeg gad vide, hvad Nytte Dagene var til. Og Gud véd, Gud véd, om jeg, hvis Hertugen bliver ved med at være halsstarrig med Hensyn til mig, nogensinde kan faa Sjælsstyrke nok til at skilles fra ham for ikke at ødelægge hans Fremtid.
Ingen Bebreidelser, ikke i mit Navn, Minna, det har du ingen Ret til .... Hvad skulde jeg ogsaa bebreide dig, som om jeg vilde ønske denne Tid borte, selv om den ikke fører Fremtid med sig. Jeg er dig dog saa taknemlig for den Kjærlighed, jeg har følt Nei, Harald! sig dog ikke det Smerter det dig? Jeg skal ikke tale mer derom.
Dagens Ord
Andre Ser