United States or Suriname ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men hertil mener nu atter Gamle, at jeg ingen Grund har, thi det er i mange Henseender godt at bevare Barnesindet saa længe som muligt. Overhovedet maa jeg sige til Gamles Roes, at han er meget mere human end Corpus Juris, hvad han jo ogsaa lagde for Dagen ved Bedømmelsen af min Bog.
Da jeg atter vaagnede, var det højlys Dag, Solen skinnede muntert ind af mine Vinduer. Jeg foer i Veiret og gned mine Øjne; min første Tanke var atter: Hanen, Hanen! Jeg saae ind i Corpus Juris Værelse Sengen var tom; jeg saae ind til Gamle: samme Situation.
Dette vilde være den bedste Tid, eftersom det da var mørkt, og Hanen altsaa sov; ogsaa kunde vi da bedst gjøre det ubemærket, hvilket var os af stor Vigtighed, paa det at Ingen skulde røbe vort Forehavende for Gamle og Corpus Juris.
Corpus Juris lod ogsaa til at see Noget paa Høien, thi han pegede derop med Pidsken, og Andrea Margrethe saae ligeledes derop.
»Jeg skal ud at besørge Noget i Fadeburet«, sagde hun, »har De Lyst at følge med?« Jeg fulgte øjeblikkelig og havde endnu den Triumph af see Corpus Juris kaste længselsfulde Blikke efter os, da vi gik, men Hr. Hans holdt ham nu engang altfor fast til, at han kunde slippe bort.
»Nicolai klagede over Dem og sagde, at De var saa drillesyg.« »Saa?« sagde Corpus Juris, idet han rolig blev siddende paa Bordet og ikke syntes at ville forhaste sig. »Har jeg været saa slem til at drille Dig i Dag, Nicolai?« »Det synes jeg ikke, Du behøver at spørge om jeg har jo ikke kunnet gaae et Øjeblik i Fred for Dig.« »Nu, nu, jeg meente det ikke saa ilde.«
Henne i Sophaen bag Thebordet sad Corpus Juris og Andrea Margrethe, medens Emmy tilligemed Præstekonen og Gamle havde taget Plads om det lille Sybord ved Vinduet. Emmy bød mig Godmorgen, idet jeg traadte ind; en Solstraale faldt netop hen over hendes hvide, klare Pande, Fred og Ro hvilede over hendes Ansigt og syntes at meddele sig til Enhver, der kom i hendes Nærhed.
»Nei lad mig beholde Emmys Emmy kan alle Psalmerne udenad, har hun sagt mig, saa hun behøver ingen Psalmebog.« Nu kom Corpus Juris, han vilde ogsaa have en Psalmebog. »Jeg faaer vel Lov til at laane Deres som sædvanlig«, sagde han til Andrea Margrethe. »Nei det kan De rigtignok ikke, for jeg har laant den til Nicolai i dette Øjeblik: men jeg kan skaffe Dem en ovre hos Fader.«
»Ja bare Gamle vilde tale«, tænkte jeg, »saa skulde Corpus Juris faae en Prædiken, som han længe vilde mindes.« Men Gamle talte ikke; sørgmodigt lod den Hovedet hænge ned, ligesom den vilde sige: »han er nu een Gang uforbederlig, saa det kan ikke hjælpe, at jeg spilder mine Ord paa ham.« Og Gamle gik ganske langsomt med ludende Hoved som En, der tænker nøie efter.
Imidlertid følte jeg selv, at det var et meget voveligt Skridt, jeg her stod i Begreb med at gjøre, og derfor besluttede jeg først at høre, hvad Corpus Juris vilde sige til mit Forehavende. Corpus Juris er nemlig en stor Kritikus, og hvis han bifaldt min Plan, saa turde jeg være saa temmelig rolig for mit Værks senere Skjæbne.
Dagens Ord