United States or Tokelau ? Vote for the TOP Country of the Week !


Men Hensynet til den store Gevinst Fangsten af en saa uhyre Hval vilde bringe hans Rheder, og hans let forklarlige Ulyst til at komme hjem med halvtom Last besejrede dog hans Skrupler. Han kastede endnu et sidste Blik ud over Skibet, som for at se om alt var i Orden, og om Sejlene var saadan stillede, at der ikke behøvedes at forandre paa dem imens han var borte.

Og saa blev den gamle Hval ogsaa urolig. Og den spejdede ud mod Horisonten, hver Gang den kom op. For det var jo den, der havde Ansvaret for det hele. Og da saa den, at Synskredsen gled frem over Havet derude og kom nærmere og nærmere. Og skønt den gamle Hval endnu ikke kunde se Taagen selv, vidste den, at det var den, der kom.

Den gamle Hval lod, som om den ikke mærkede noget og fortsatte roligt sin Kurs. Og den største Del af Flokken fulgte den. Men havde den været oppe i rette Tid og set den sorte Skygge glide forbi forude, havde den betænkt sig, for det var en Baad, der havde hentet Doktoren og nu var paa Vej over Fjorden. Doktoren laa tilbagelænet i Bagstavnen.

Og jo længere Tid der gik, jo hurtigere gik den gamle Hval fremefter, og jo roligere fulgte Flokken efter. For det gik jo godt, og naar det bare gaar godt, kan man vænne sig til alting, ogsaa til Taage. Da var det, at en af de yngre Hanner, der svømmede ved Siden af den gamle, der førte an, saa en lang, sort Skygge glide forbi gennem Taagen forude.

Og vendt imod Fru Weldon tilføjede han: "For os Hvalfangere er dette et Syn, som taler for sig selv, og siger os, at vi ikke maa spilde noget Øjeblik, men se at faa gjort vore Liner og Harpuner klar." Ordene var næppe udtalte, før der lød et Raab fra Matroserne: "En Hval til Bagbord!" "Der har vi den!" udbrød Kaptajnen ivrig.

Hvalerne begyndte at dukke op og ned paa Kryds og tværs i alle Retninger og at puste ængsteligt. Men Taagen blev tættere og tættere. Og da der var gaaet en Tid, mindskede den gamle Hval Farten. Det var slet ikke dens Hensigt at gøre det. Den vidste godt, det var klogest, hvis den vilde holde sammen paa Flokken bagved, at svømme løs og lade som ingenting.

Det er ingen Sag at gaa i Spidsen og føre an, naar det er sigtbart Vejr, og intet Land er at se hele Horisonten rundt. Den gamle Hval følte det som en Leg, og hele Flokken fulgte den, for alle kunde se, at der ikke var noget at være bange for. Men saa kom Taagen. Havet blev mørkt og tungsindigt, og Himlen blev ogsaa mørk, og Skyen deroppe blev ligesom urolig.

Havet laa som en mørk Flade afgrænset af sorte Fjældsider, og Taagen klumpede sig sammen og rullede op ad Fjældene som tykke, graa Skyer. Baad efter Baad stødte fra Land paa begge Sider af Fjorden og sluttede sig til Baadeflokken, der langsomt drev af Sted op gennem Fjorden med Hvalerne. Og Hvalerne lod sig drive som en Flok Faar. Den gamle Hval var stadig forrest, men den førte ikke længer an.

Men den gamle Hval fortsatte sin Kurs lige fremefter, for den vidste ikke, til hvad Side den skulde vende sig. Saaledes laa Flokken en Tid og drev, mens den spredtes mere og mere. Saa kom der Liv i den, og den gik atter fremefter; thi Fiskerne i Baaden havde set Hvalerne, da de passerede forbi, var roet efter dem og drev dem nu fremad med Raab og Stenkast.

Det var, som om Virvaret omkring ham havde dysset hans Sanser i Søvn. Saa skete der noget, der fik ham vækket. Den høje, unge Bonde, der havde modsat sig, at han kom med i Baaden, havde faaet hugget en Söknarkrog fast i Hovedet paa en stor Hval. Nu kom han springende gennem Baaden for at kaste Linen ind til Mændene i Land.