United States or Liberia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Ganske vist, Matroserne fik hverken Vin eller Tobak af den fine Sort, naar de hjemkomne fra de lange Rejser mødte paa Rederiet efter Hyren. Kaptajnen drak for dem alle. Ak, de gamle Tider og de lange Rejser! ... Nu piler Dampskibene geskæftigt afsted forbi den stolte Fuldrigger.
"Folkens!" raabte han vendt imod Matroserne, "hvad synes I? Skal vi vove Forsøget? Husk paa, at vi kun er os selv, vi har ingen Hvalfangere til at hjælpe os. Jeg selv har før slynget en Harpun og kan vel gøre det igen. Naa, hvad mener I saa?" "All right, Kaptajn," svarede Mandskabet begejstret. "Saa i Guds Navn da, lad os forsøge!"
Naar „Støvlemanden“ senere fortalte om den Oplevelse, plejede han at kalde den ældste og fedeste af Matroserne for „Skabningen“. „Skabningen“ skred alvorligt frem med Bøssen i Haanden, men da han skulde til at trykke af, blev han nervøs og vendte Hovedet bort fra Løbet.
Inden „Støvlemanden“ havde faaet Tid til at besinde sig, følte han sig løftet i Vejret af mange Arme og baaren op paa Dækket; men han var endnu saa betaget af alt Trolderiet paa Skibet, at han kun fandt det rart at blive baaren. „Ak, det var ganske som i min Barndom, da Mor slæbte rundt med mig“, tænkte han. Matroserne stillede ham lige midt paa Dækket og bandt ham et tykt Reb om Livet.
Han holdt Ræven op i Luften, og Matroserne rakte sig ved Synet af den helt ud over Havet, stadig hviskende af Angst for, at de skulde blive hørte af Kaptainen. Pludselig hørte man Tramp fra Skibets Agterdæk, og Kaptainen stod blandt Matroserne; men ingen lagde Mærke til ham.
Han havde vist hørt de unge snakke om, at det undertiden kunde hænde, at Knaldperlerne ved Knaldet røg op i Øjnene, og han holdt derfor sin Bøsse saa langt til Siden, at Skuddet gik hen over Dækket og nær havde ramt Kaptainen. Nu blev Kaptainen vred for Alvor og gav Kommando til, at man skulde skyde i Løb. Matroserne stillede sig hen paa Agterdækket og løb een for een hen over Dækket.
Derpaa samlede de sig i en Klump et helt andet Sted og gav sig til at hale i et Reb alle sammen. Men hvad var dog det? „Støvlemanden“ følte pludselig, at man begyndte at lette ham fra Dækket, og saa gjorde han sig haard. Matroserne raabte, skreg, men de rokkede ham ikke af Stedet. Til sidst gav de sig til at synge en Opsang: „Evinigo didambisto! Hulla, hulla! Miardo ardluarsuk!
Nina var Biskop og satte Kronen paa hans Hoved Nina kunde ikke slaas, hun og hendes bedste Veninde var derfor Rigets højeste Gejstlighed. Til andre Tider lod Drengene, som om Tønderne var Skibe, og de sejlede langt, langt bort. William var Kaptajn; han sagde, han var Kolumbus, og han opdagede Amerika. Han sad sørgmodig nede i en af Tønderne. Matroserne havde bundet ham.
Han spurgte, hvad der var i Vejen, og da ingen svarede ham, men alle fortsatte med deres Hvisken, drev han dem nogle vældige Slag hen over Bagstykkerne. Matroserne røg fra hinanden, og Kaptainen vristede Skindene fra dem. Han bad straks „Støvlemanden“ om at komme op paa Dækket. Matroserne halede ham op i Kajaken.
Da Manden kom hjem, var hans Kone forsvunden, og han faldt straks hen i heftig Sorg; thi han holdt meget af sin Kone, der var smuk og havde en dejlig, lyserød Krop ... Han gav sig til at søge og erfarede snart, at de hvide Mænd var komne med et stort Skib og havde røvet hende. Han roede straks ud til Skibet, men Matroserne havde borttaget Faldrebet og alle nedhængende Tove.
Dagens Ord