United States or Turkmenistan ? Vote for the TOP Country of the Week !
Føret var daarligt, en haard Skorpe havde lagt sig over Sneen, og Hundenes Poter led derunder. Vinden strøg koldt ind paa Kroppen, og det var svært at holde Ansigtet frem efter mod Hundene, da Huden stivnede til Is. Manasse vender sig om imod mig og raaber: „Nu er vi i et godt Rendistrikt. Hold Bøssen klar!“ Vi nikker forstaaende til hinanden og kører videre, stadig optagne af at tø Ansigtet op.
"Der er ikke andet at gøre," raabte Nikola, "vi maa følge Hundenes Eksempel. Saa strejfer de omkring og véd ikke, hvilken Vej, Dyrene er slaaet ind paa, og før de opdager noget, kan vi være et godt Stykke nede ad Floden." "Ja, kom saa," sagde jeg og sprang ud uden at tøve et Øjeblik.
Og hun lod Gartneren anlægge en »Bods-Allé« langs Vejen, der førte fra Haven til Skoven. Vejen var beplantet med Rønnebærtræer. Og imellem disse maatte han opkaste Gravhøje over de døde Dyr, syv Høje paa hver Side. Paa Højene blev anbragt Mindestene med Hundenes Navne. Og i samfulde fjorten Dage gik hun hver Morgen sørgeklædt og under Taarer og smykkede Gravene med Grønt og Blomster ...
Først ved en Bakke lykkedes det mig at holde Hundene an og faa Manden trukket frem af Skaglerne. Saa blev Hundenes Forben bundne op, og med Bøssehanerne spændte listede vi os frem over en Bakkekam for at faa Flokken paa Skudhold. I Tankerne var vi allerede i Færd med at flaa den største af Bukkene og udmalede os med et Smil den Modtagelse, man vilde give os, naar vi kom hjem med Dyr.
Der er intet andet at gøre end at holde sig godt fast til Slæden, der farer hen over Smaasøer, ned over Lerskrænter, svinger til Siderne, løftes og slynges over Sten, Sneen skuffes som Røg op fra Hundenes Bagben; der er ikke længere Tale om at vælge nogen Vej, bare gennem ondt og godt over Rensporene.
Medens han læste Brevskabet, sad Axel med en af Hundenes Hoved i sit Skød. Kamret flød med aabne Brevkister, Bøger i Sække og løse Stabler paa Gulvet. Ja, Jens Andersen vendte sig mod Axel, og nu var hans store graa Hoved som forvandlet, fuldt af strænge Furer. Stemmen var barsk og fremmed, kun i Blikket var der endnu noget sorgløst.
Jeg svigter ej paa Farens Dag! Foraeldrene var ude af Gaarden, men Tine blev staaende paa Trappen. Hun lyttede efter Jagthundene, der knurrede fra deres Skur. Saa smilte hun: hun vilde tage dem over det vilde glaede Skovrideren, naar han kom hjem. De var dog noget levende til at tage imod ham. Og hun gik over Gaarden og aabnede Doren til Loen og til Hundenes Skur.
Han viser mig Vejen over Autdlariarfik-Søen, ad hvilken Grønlænderne om Sommeren tager paa Fangstrejser op til Tassiusaq, en dyb Sidearm til Jakobshavns Isfjord. Det er stærk Frost, og Hundenes Aande ryger som Taage foran os. Høje, taageslørede Fjælde slutter os inde: Kørevejen er fortræffelig, Hundene i Galopade-Humør.
Hun lænede sit Hoved ned mod Hundenes Hals og blev staaende med de store Dyr. Da den høje Brud kom op i Vognen, græd hun med Ansigtet ned i sit Lommetørklæde. Hestene stampede, og Palaisporten blev lukket op og blev lukket i. Det høje Par var borte.
Dagens Ord