Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 31. maj 2025
Jeg har selv træneret til Kaproning jeg kan forsikre Dem for, jeg tænkte ikke paa Præmierne og jeg fik for Resten heller ingen jeg tænkte bare paa at ville , ville ... Og saa føle, at alt det, som stritter imod indeni En, det maa give sig. Det slappes og kryber sammen til man tilsidst er helt Herre over det ... Hvordan er det De er jo ved Teatret, Frue er De ikke?"
Jeg viskede Taarerne af Øjnene, medens jeg talte, og gav ham med saa megen Varme og Liv, som jeg kunde lægge ind i mine Ord, en Skildring af det hele, af mit Togt gennem Soissons, mit Sammenstød med Dragonerne, mit Eventyr i Senlis, mit Møde med Grev Boutkine i Kælderen, min Forklædning, min Kamp med Kosakofficeren, min Flugt og hvorledes jeg tilsidst nær var bleven hugget ned af en af vore egne Dragoner.
Manden fo'r først op, saa blev han sløv, og tilsidst hylede han ligefrem. Jeg iagttog ham med en Nysgerrighed, som jeg til andre Tider havde anset for umulig. Saa gav den gamle Mand et Tegn, og fire kraftige Munke fo'r frem, greb ham og slæbte ham hen til Randen af Muren. Den stakkels Elendige strittede imod og skreg, men han var som et Barn i Munkenes Hænder.
Men tilsidst kunde Sofie blive fornaermet paa Herlufs Vegne midt som hun stod, og hun sagde: "Barnet ska' vel ikke spring' der og spill' Teater", sagde hun og tog ham ud af Sengen for at baere ham ned i Dagligstuen og klaede ham paa i Varmen.
Dette Sted, som jeg forlod for Krigen, og som jeg ikke har genset i fem og tyve Aar, laa tilsidst for mig med hver Sti, hvert Busket i vor Have, hvert Rum, hvert Tapet i vort Hus. Og jeg genfandt Landsbyen med Gaardene, som de laa, og Vejene med de levende Hegn og Kirkepladsen med Smedjen ved det lille Kaer og Skolen, hvis Beboere jeg gensaa. Og siden har disse Minder ikke villet forlade mig.
Dér laa de længe og tumledes rundt, saa Folkene knapt kunde holde sig paa Dækket; tilsidst drev de for Ankrene uafværgeligt ind mod Kystens Skær, hvorover der steg et Himmelbraad.
Tilsidst gik han ned i Porten for at vente, ud paa Gaden. Han gik med bart Hoved frem og tilbage foran Huset, stadig hurtigere. Og lige med ét sagde han til sig selv: hvis det nu ikke var sandt. Han gik op igen, han spurgte atter Værtinden ud, fik den samme Besked, spurgte hende, om hun havde set Brevet, om hun ogsaa virkelig havde talt med Postbudet. Saa gik han ned igen.
Dagens Ord
Andre Ser