Opdateret: 21. juni 2025

Hun talte forleden om, at hun ventede nogle Klædninger, eller hvad det var, fra Kjøbenhavn. Geheimeraadinden . Dem har hun faaet igaar, Hr. Baron! Jeg fik just Brev fra Hendes Naade Oberhofmesterinden med samme Post.

Faderens Blik faldt paa de ankomne Breve, der laa paa Konsollen og med en pludselig Bevægelse skød han dem hurtigt endnu længere ind paa Konsollen. Excellencen havde set det. -Er der Post? sagde han og virrede, et Nu, med sit Hoved. Hans Excellence læste aldrig Posten, før han kom hjem. -Bliv inde, sagde han og slog Døren i for Sønnen. Georg fulgte ham, med Vogntæppet over sin Arm.

Da jeg saá at han ønskede at tale med Nikola, holdt jeg Haanden op som for at opfordre ham til at være stille, og idet jeg satte den mest ærbødige Mine op, gav jeg ham Tegn til at blive, hvor han var, medens jeg gik ind i det inderste Værelse. Nikola var paa sin Post og befalede mig at kalde Manden ind til sig. Dette gjorde jeg, og i næste Øjeblik stod Dværgen for ham.

Kommandanten paa Fortet Libertador, som beklædte denne Post under den forrige Regjering, havde nemlig nægtet at anerkjende Paëz og truede med at skyde Byen ned, naar den ikke inden en af ham bestemt Frist opfyldte visse Fordringer.

Jeg havde forladt min Post i den større Hule og til Trods for den Ordre, jeg havde faaet, var jeg gaaet ned for at være Vidne til, hvad der ikke var bestemt for mine Øjne.

"Vi vil overveje det," sagde den gamle. "For Øjeblikket vil vi skaane jert Liv." Vore Vagter blev kaldt til, og vi blev endnu en Gang ført til vore Værelser. Da Munkene saa var gaaet og havde stillet sig paa Post ved Enden af Trappen som før, sagde Nikola: "Hvis vi slipper bort herfra, saa vil De aldrig kunne paastaa, at Videnskaben intet har gjort for Dem, den har i alt Fald frelst Deres Liv."

Ja, Frantz , ja, ... nikkede Ole, der rolig havde givet sig til at lede Gaardens Postsager frem af sin Taske han stod og var ved at gaa til Sengs, og saa skvat han om og var død med det samme ... Her er tre Breve til Herren og et til Frederikke og saa Aviserne. Hvem har Ole hørt det af? spurgte Fru Line. De sa'e det inde i Byen ... Er der Post med tilbage? Nej ... Ja saa, Farvel!

"Med Deres Tilladelse," sagde jeg, "vil jeg nu binde Dem til Tønden." Han gjorde en rædsom Masse Ophævelser, men i mit Soldaterliv havde jeg lært at være paa min Post, og hvem ved, om han ikke, naar jeg havde vendt ham Ryggen, vilde forstaa det Hele og krydse mine Planer?

Ved Aftensbordet indtoge vi de samme Pladser som ved Middagsbordet, med Undtagelse af, at Andrea Margrethe havde taget sin Post bag Themaskinen, ikke uden Sorg for mig, da den store kobberrøde Maskine reent skjulte hendes venlige Ansigt, saa at jeg kun fra Tid til anden kunde høre hendes muntre Stemme.