Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 21. juni 2025
Idet jeg passerede forbi, lød der en skarp Lyd ud fra Grenene, og da jeg saa mig om, fik jeg Øje paa en Mand, der stirrede paa mig et varmt, rødt Ansigt som en Mands, der er ude af sig selv af Spænding og Ophidselse. Jeg saa straks, at det var den samme Herre, som jeg havde stillet Spørgsmaalet en Time tidligere i Landsbyen. "Kom nærmere," hviskede han, "men roligt og forsigtigt!
Igjennem den ensomme, forblæste og dengang endnu vantrevne Skov, hvor vi, da det begyndte at mørknes, vare bange for at fare vild, naaede vi endelig, over en Time efter Solnedgang, Landsbyen, hvor Alt var gaaet til Hvile, og vi maatte banke Folk op for at se at faa Nattely; thi der var ingen Kro paa Stedet.
»De skal faae en udmærket Kop The, naar De kommer hjem«, raabte Andrea Margrethe efter mig, idet Præsten lukkede Døren. »Vi vil gaae den samme Vej, som vi gik iforgaars«, sagde Præsten, »først ned til Fjorden, dernæst bag om Landsbyen og saa hjem.
Og da hun, alt som Aarene randt, var bleven mere og mere hensynsløs renaissanceagtig i sin Mund og hele sin Optræden, holdt hun alle oprørske Sjæle i knurrende Ave .... Men her vil vi slutte Forhistorien. Der var opført tre Æreporte: Een midt i Landsbyen mellem Præstegaardshaven og Skolen. Een ved Godsets Grænse, der hvor den nyplantede Poppelallé begyndte.
Kirken laa i Udkanten af Landsbyen, saaledes at Kirkegaarden ved en lille Lindeallee stod i Forbindelse med Præstegaardshaven. Kirkegaarden syntes forøvrigt at være holdt i ganske god Stand, men for Øieblikket vare alle Gravhøie overtrukne med et hvidt Snelagen, over hvilket kun hist og her et Kors eller en Gravsteen ragede op.
De enkelte Huse og Gaarde kunde man vel ikke see, dertil var Maanelyset for svagt, eftersom Himlen var skydækket; men som en samlet Masse kunde man see Landsbyen. Den laa saa stille og rolig, Klokketonerne løde saa mildt og venlig hen over den, de lyste Guds Fred og Velsignelse. Ingen af os talte et Ord: i den stille Vinteraften stode vi tause oppe paa Høien og hørte paa Klokketonerne.
Han var en skikkelig Fyr, denne Duroc, med Hovedet fuldt af alt det Sludder, man lærer paa Militærskolen i St. Cyr. Han vidste bedre Besked om Alexander og Pompeji end om at blande en Hests Foder eller pleje dens Ben. Men en prægtig Dreng var han som sagt, og det morede mig at høre ham snakke løs om sin Søster Marie og sin gamle Moder i Amiens. Kort efter befandt vi os i Landsbyen Hayenau.
Pludselig standsede han, ogsaa hun stod stille. En Tanke var slaaet ned i dem begge. Den sidste Rest af Landsbyen var forsvundet bag dem. Ikke engang Kirketaarnet skimtedes mere. Hun gik lige hen til ham og lagde sine Arme om hans Hals, og saa sàa da han i hendes Øjne og hun i hans, hvad det var, som skilte dem fra de andre. Og begge saa de paa Barnet.
Vi gik først op gjennem Landsbyen: Gamle havde taget Emmy under Armen, og jeg gik ved Emmys anden Side: uvilkaarlig maatte jeg gjøre en Sammenligning mellem denne Eftermiddagstour i Nøddebo og Formiddagstouren i Roskilde. Ogsaa der havde vi jo gaaet Tre sammen, men tause, forlegne, forstemte. Her gik vi nu atter Tre sammen, men hvor ubundet og hjertelig fløi ikke Ordene mellem os.
Jomfru Ingwersen beretter, at da Nils Uldahl for godt en tyve Aar siden kom kørende gennem Landsbyen Husum ovre vesterpaa i Landet, hvor han havde været til tre Dages Jagt m. m. hos en ligesindet Jorddrot, saa han, da han rullede forbi Krohaven, en stor, blond Kvinde bararmet og fuldbarmet gaa derinde og plukke Frugt ned. Hun var dejlig at skue, yppig og rund som de Æbler, hun samlede.
Dagens Ord
Andre Ser