Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 22. juni 2025
Men der var kun Mørke, Mørke. Og da var det med et, som om Mørket kastede sig over ham og tyngede ham til Jorden, ned i Mørket. Saa hørte han en Stemme over sig: "Kom nu op." Der var en sær haard Klang i Stemmen. Og han kom op. "Kom saa." Og atter slæbte de afsted med ham gennem Mørket. Han vaklede frem med lukkede Øjne som en Søvngænger.
Nu stod de der og krøb sammen med deres anløbne Politur og deres sammensunkne Polstring, over hvilken det falmede Betræk slog Rynker og Folder stod og vaklede paa deres brøstfældige Ben som Lemmer i en Stiftelse, stuvede sammen paa en Belægningsstue. Over dem paa Væggen hang der Billeder, samlede sammen gennem et Samliv tilfældigt som de Minder, der knyttede sig dertil.
-Ham havde de elsket som en Son. En Officer stodte til hans Arm: -Kanonaden stiger, sagde han. Berg vendte sit forvildede Ansigt imod ham: -Synes De? sagde han. Og han gik bort fra Hojen. Officeren saa efter ham Berg naesten vaklede, mens han gik. -Naa, ogsaa han , sagde Officeren til sig selv og saa efter sin Vaabenbroder. Berg gik ned over Marken. Han var paa Kirkegaarden.
Axel skubbede stærkt til den fremmede, som vilde han dog i det mindste have ham hen i Hjørnet, hvor der var mørkere, og den fremmede vaklede et Par Skridt stadig halvt smilende. Saa rettede han sig og strammede Brynene.
Tanken traf ham næsten som et Slag, og han vaklede et Par Skridt tilbage: Den Satan! Den Fedtegreve! Den Luseknækker! Om han saa traf ham midt inde paa Torvet i Købstaden, skulde han splintre hans raadne Hjernekiste med sin Egekæp!
Frøken Hansen vaklede i Knæene, da hun saa' hans Ansigt, og hun løb op ad Kontortrappen og slog Døren til. -Hvordan er det? hvordan er det? sagde hun og kunde næppe tale. Han stod kun lidt med fortrukket Ansigt, for han faldt ned over Pulten som et livløst Noget og hulkede højt.
Der kom et Vindstød og pressede ham for Brystet, saa han vaklede og væltede over mod en Klippeblok. Han maatte holde sig fast med begge Hænder for ikke at falde. Der stod han. De andre standsede forude og talte lidt sammen. Saa kom den ene hen til ham. "Du er træt?" "Ja." "Kan du ikke mer?" "Nej." "Lad mig hjælpe dig.
Men desværre var ikke engang jeg ganske sikker i min Sag, og jeg maatte sige mig selv, at da jeg var opfyldt af en meget naturlig Antipathi mod Stephensen, saa var det ikke saa umuligt, at den forledte mig til at gjøre ham Uret. Og i saa Fald Jeg vaklede endnu og allerede var det gunstige Øieblik undflyet mig. Se, du betænker dig du tør ikke, udbrød hun. Og dog har du kun os to at tænke paa.
Han vaklede hen til en Stol, der stod borte i et Hjørne, sank ned paa den, pustede tungt et Par Gange og sov ind under en højttonende Snorken ... og drømte en af sine sædvanlige Drømme: ... Det myldrede med Kvinder paa Gulvet foran hans Seng. De dansede og snoede sig omkring ham, og deres hvide Lemmer lyste som i Skæret af en usynlig Ild ... Tag os ind til Dig, Nils Uldahl? bad de.
Konferensraaden saá Hans Excellence rakt ind i hans Ansigt, og selv det døde og hængende Øje syntes for et Sekund at faa en Smule Glans og at kunne se, mens han sagde og hans Stemme pludselig, maaske for sidste Gang, fik den Klang tilbage, hvis Haan en Dag, hvor Bankerne vaklede, havde stanset et Run paa hans Firma: -Du véd jo, de er dine. Excellencens Hoved faldt ned paa hans Bryst.
Dagens Ord
Andre Ser