Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 8. juli 2025
Og havde ikke Fru Uldahl haft denne næsten reflektionsløse Hengivelse i Skæbnen, som saa afgjort prægede hendes Liv i gode som i onde Dage, havde hun vel næppe heller staaet dem igennem uden at tage Skade paa sin Sjæl. Men nu var det tværtimod, som om hun voksede med Ulykken, blev større, rummeligere, mere overlegen.
Men hver Gang, han havde bredt Armene ud for at favne Verden, den lyse, glade Verden, der var hans, hans alene, havde Skæbnen kastet en Kvinde i hans Favn. Og for hver Gang havde han set mere og mere spørgende paa Kvinden, og til sidst havde han holdt hende ud fra sig og smilet og sagt: Herregud, er det hele Verden? Ser hele Verden saadan ud? Og saa havde han krystet hende ind til sig og leet.
Skæbnen syntes at modsætte sig, at Lord Robert talte til mig selv naar han forsøgte paa det og jeg følte, at jeg maatte være ekstra kold og afskyelig, fordi jeg naa, jeg kan lige saa godt sige det synes, at han er saa indtagende. Jeg saá ikke en eneste Gang paa ham gennem mine Øjenvipper, og efter den følgende Dag prøvede han ikke engang paa at faa en Forklaring.
Men var det rigtigt, naar jeg havde givet ham mit Ord paa, at jeg vilde drage med ham? Nej, der var ikke andet for mig at gøre end at holde mit Løfte og stole paa, at Skæbnen vilde bringe mig tilbage til den Kvinde, jeg elskede. Eftermiddagen gled hurtigt hen, og det var paa Tide for os at tænke paa at komme hjem.
Skønt Ove Gabriel for længe siden var gaaet paa Forelæsning, kunde Mikkel lugte ham, han trak med Væmmelse paa Næsen. Kunde der ske noget i Dag, var det værdt at staa op og byde sig fal for Skæbnen derude i Byen mellem Folk? Mikkel tænkte efter. Egentlig var der ikke hændet noget afgørende igaar, og dog følte han sine Oplevelser saa stærkt. Der var blevet rykket i ham, hvad det saa betød.
Vi ville selv raade for Alt, og derfor gaaer Alt galt. Vi lægge lange Planer for Fremtiden, i Aar ville vi gjøre det, til næste Aar det, og det tredie Aar det: og gaaer saa ikke Alt efter vort Hoved, saa blive vi forstemte og mismodige og mene i høieste Grad at være forurettede af Skæbnen.
Da vi saa hurtigt havde spist Frokost, lod vi alt, hvad vi havde i Stikken undtagen Medicinkassen og vort lille Forraad af Føde og de Smaating, som vi kunde anbringe paa vore Personer, og drog af Sted paa, hvad vi begge troede, sikkert var vor sidste March. Hvor sælsomt indrettede ikke Skæbnen det!
Medens vi var sammen, syntes intet at have noget at sige alle Skranker smeltede bort. Skæbnen vilde sikkert være god imod et Par Elskende som os. Vi kom tilbage til Claridges Klokken omtrent seks, og Robert vilde ikke lade mig gaa op i min Dagligstue, før han havde forvisset sig om, at Christopher var gaaet.
Dagens Ord
Andre Ser