United States or Pitcairn Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hvis jeg kan hjælpe Dem med en eller anden Ting ved Deres Paaklædning, saa beder jeg Dem blot om at sige det." Jeg takkede ham. Saa undskyldte han sig med, at han skulde hen i Missionshuset, sagde Farvel og gik. Jeg vilde give mig til at tale med Frøken Medwin igen, men hun standsede mig. "De maa ikke tale mere," sagde hun med en køn, bydende Mine.
"De maa ikke gaa, Frøken Medwin," sagde jeg. Jeg var vaagen og ventede halvvejs, at hun efterhaanden skulde forsvinde. "Jeg gaar ikke," svarede hun. "Det glæder mig at se, at De genkender mig." "Hvad er der i Vejen med mig? Hvor er jeg?" spurgte jeg. "De har været meget syg," svarede hun; "men De har det meget bedre nu. De er i min Svogers Hus i Peking." Jeg blev meget forbavset.
Hvis De blot vidste, hvor vanskeligt det er for mig at sige dette, vilde De ikke prøve paa at friste mig til at tale om Sagen." "Men jeg synes, at det ikke er rigtigt at kaste sit Liv bort paa den Maade." "Jeg har altid kastet mit Liv bort," svarede jeg temmelig bittert. "De véd ikke, hvilken Stakkel jeg er, Frøken Medwin.
Frøken Medwin talte i varme Udtryk om den Rolle, jeg havde spillet i den sørgelige Historie, og det var let at se, at hun ogsaa var Nikola meget taknemlig for den Maade, han havde opført sig paa over for hende. Williams havde efter Nikolas Ordre optaget hende i sit Hus og straks sat sig i Forbindelse med Konsulen. Da saa Hr.
"Ja, det kan jeg ikke glemme," svarede hun; "og jeg forekommer mig selv saa utaknemlig; men man kan jo ikke gøre for sine Sympatier og Antipatier, vel?" Jeg rykkede lidt nærmere hen til hende. "Jeg haaber ikke, at De har nogen stærk Antipati mod mig, Frøken Medwin," sagde jeg. Hun begyndte at stikke i den Jord, der fandtes mellem de store Sten, paa hvilke vi sad.
Da Hr. og Fru Benfleet var optagne paa anden Maade, var Frøken Medwin saa venlig at hellige mig en stor Del af sin Tid, og jeg benyttede mig deraf og havde den største Glæde af at passiare med hende om forskellige Ting.
Jeg saá mig om, idet jeg halvvejs ventede, at Frøken Medwin skulde være der, men hun viste sig ikke i temmelig lang Tid. Da hun kom, udtrykte hun sin Glæde ved at se mig oppe igen, og saa gik hun hen til en lille kinesisk Hund, der laa i Solskinnet ved Foden af en stor Stenfigur.
"Jo, ærligt talt, det er af meget vigtige Grunde, hvad De vil forstaa, naar jeg siger Dem, at jeg i Eftermiddag har friet til Deres Svigerinde, Frøken Medwin." "Jeg maa tilstaa, at jeg har tænkt mig det," svarede han.
"Jeg skal sige Dem et Sted, hvor det godt kan lade sig gøre. Kan De huske den Bastion, hvor De friede til Frøken Medwin?" "Ja, det kan jeg rigtignok," svarede jeg med et Smil. "Men hvor véd De det?" "Kære Ven, jeg var kun et Par Hundrede Fod fra Dem hele Tiden. Nej, De behøver ikke at se saadan paa mig, det var ikke for at udspionere Dem.
Medwin var blevet begravet paa den engelske Kirkegaard og de juridiske Formaliteter, der stod i Forbindelse med Mordet, var opfyldte, havde han skaffet hende paalidelige Tjenestefolk og sendt hende til Peking. Den næste Morgen bragte hun mig noget Bouillon, og medens jeg drak den, satte hun sig ved Sengen. "Jeg tror nok, De kan komme lidt op i Eftermiddag, Hr.
Dagens Ord