Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 10. juni 2025
Thi han fortæredes, i Begyndelsen havde han skruet sig op, fantaseret en Del af sin egen Ild, men Evas Klogskab kastede bestandig Brændstof til Flammen, ny Brand ny Brand. Han længtes, naar han ikke var hos hende, og han var ikke tilfredsstillet, naar han kom til hende.
Da forstode Disciplene, at han havde talt til dem om Johannes Døberen. Og da de kom til Folkeskaren, kom en Mand til ham og faldt på Knæ for ham og sagde: "Herre! forbarm dig over min Søn, thi han er månesyg og lidende; thi han falder ofte i Ild og ofte i Vand; og jeg bragte ham til dine Disciple, og de kunde ikke helbrede ham."
Da skal han også sige til dem ved den venstre Side: Går bort fra mig, I forbandede! til den evige Ild, som er beredt Djævelen og hans Engle. Thi jeg var hungrig, og I gave mig ikke at spise; jeg var tørstig, og I gave mig ikke at drikke; jeg var fremmed, og I toge mig ikke hjem til eder; jeg var nøgen, og I klædte mig ikke; jeg var syg og i Fængsel, og I besøgte mig ikke.
Hører I, jeg raaber det ud med Domsbasunens Lyd: Der er, er, er ingen Gud! Som en vanvittig Mand har jeg ligget i Støvet for Ham , vi i vor Barndom lærte sad hist oppe paa den evige Trone og styrede Jord og Himmel. Jeg har tryglet og bedt ham, jamrende som en dødspint Hund, om at tage fra mig den sviende, brændende Trang til Skørlevnet og Synd, der sad som Ild i mit Kød. Aldrig har han hørt mig!
Lidt hurtig skiftende var de jo, de Bekendtskaber det ene Aar var det nogle Kunstnere, en ældre Skuespiller og to Malere, det næste det halve diplomatiske Korps, der dannede Kernetropperne ved Frøken Kamillas Hof, hvor altid én blev udmærket for i to-tre Maaneder i Forening med den skønne Dame at udhule indtil et Spindelvævs Tyndhed den Mur, som adskiller et Lefleri, der leger med Ild og brænder sine Fingerspidser, fra en Lidenskab, der giver sig hen og leder til "utilladelige Forhold".
Men de kunde ogsaa flamme op og straale med en Ild som af sorte Diamanter i Maaneskin. Og han havde en egen dvælende Maade at slaa Blikket ned paa, at skjule det bag de lange, mørke Øjenvipper, idet han lod dem synke langsomt, stille, lydløst som Sommerfugle, der dør. Hans Haar var blaasort og blødt med en egen fed Glans i Skyggen og hængte i løse, bevægelige Lokker om hans Hals og Pande.
-Ja, ja, Ane, sagde Fru Berg, som helst trak Haanden til sig: nyd det med Helsen ... nyd det med Helsen. -Nu faar I Greverne i Spandene. De oste op med den store Slov i Spand efter Spand: -For livsalig Lugt, sagde en af Konerne, der skuttede sig saa hjemligt som en Kat ved Ild. -Ja ja, det kildrer i Naeserne, sagde Fru Berg, der lo uafladelig af Fryd og Fornojelse.
Det saa næsten ud som han vilde gaa paa Hovedet ned i sin Yndlings-Drik. Alvez slog en Klo i ham og trak ham tilbage. Han stak ham nu en Tændstik i Haanden og sagde med et lumsk Smil: "Sæt Ild paa!" Kongen lod den brændende Tændstik falde ned i Spritten. Virkningen var storslaaet.
Han saa disse Mænd bøje sig under hendes Dressur, og han syntes, at hun paakaldte hans Bifald. Undertiden trykkede hun hans Haand under Bordet, og hun blinkede til ham og drak ... Da følte han det, som om den Ild, hun havde indviet ham med, glødede gennem alle hans Lemmer. Alt, hvad der i hans Sind havde stemt sig imod hende, det slappedes og gled til Side.
Var der da ikke den mindste Gnist af Ild tilbage i mig kunde jeg ikke finde paa en eneste Vittighed, der kunde bære Vidnesbyrd om, at en af de »Herrer i Aandernes Rige« var tilstede?
Dagens Ord
Andre Ser