Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 11. juni 2025
Han vilde have, at man straks paa Stedet skulde bryde op og drage videre. Ikke en Time til vilde han spilde paa dette forbandede Sted, hvor der ikke var et eneste hæderligt Insekt, der var værd at indlemme i en Mønstersamling.
"Er det ikke et smukt Hus?" spurgte jeg med fløjlsblød Stemme for at bryde den forlegne Tavshed og vise ham, at jeg ikke delte hans Forlegenhed. "Det var mange Herrens Tider, siden De havde set det, ikke sandt?" "Ikke siden jeg var Dreng," svarede han, idet han forsøgte at være høflig.
Saa faldt hans Hoved med et Suk bagover, og han var død. Dette var jo en køn Begyndelse paa min Rejse hjemad. Jeg fik her overdraget en Sendelse, som jeg kendte meget lidt til, som vilde bringe mig til at bryde min Ordre og som dog alligevel var af en saadan Betydning, at jeg ikke kunde lade den overhørig.
Moderen spillede til paa Klaveret. Inde i Faderens Stue blev de hidsigere og hidsigere, Toddyglassene blev fyldt og gamle Fangel svor. Morgenen kunde bryde frem, og Pastorerne spillede endnu. -Nu tager vi det sidste Spil paa Græsplænen, sagde gamle Fangel. -Ja, gør det, gør det, sagde Moderen. Pastorerne kom op fra Stolene lidt usikre var de paa Benene og de drog ind gennem Dagligstuen.
Der er en Stund Adskilligt, man faaer Afsmag for, Mere maaske undertiden, end der i Virkeligheden er Grund til. Heller ikke det skal man dog bryde sig om. Ogsaa det Indtryk hører til dem, der forsvinder igjen. Thi Paris kan taale at ses, som det er, med dets Fortrin og dets Fejl.
"Aa, det skal De saamæn ikke bryde Dem om, det er "Publikum" sjældent saa villig til men tror De selv?" William svarede ikke. Han gik og bed sig i Læben for at beherske sin Bevægelse, men saa rev han sig pludselig løs fra Hoff og satte sig hen paa Chaiselonguen i Hjørnet. "Men det er jo det eneste, jeg selv tror paa," sagde han, tav saa, sad og rokkede med Overkroppen.
Dagen begyndte at bryde frem og dens kolde Lys blandedes med den sparsomme Lampes. Excellencens store Hoved ragede bestandig frem over hans Bord. Tjeneren kom ind og, bøjende sine ømme Knæ foran Kakkelovnen, fik han Ild i de store Brændestykker.
Han talte, som rykkede han usynlige Vækster op med alle deres Rødder: Først nogle Bøger, saa én Bog ... saa et Navn og en Gang tilsidst kun nogle Bogstaver, hvis Form Ingen kan tyde mer. Berømthedens Søn, der blev, hvor han var, og som hadede alle andre berømte Erindringer og hvad der kunde ligne Erindringer, sagde: -Men Goethes Samtaler kan jeg ikke udstaa. Alle var ved at bryde op.
Hvis man skulde skjule Faderens Sygdom, maatte det ske ved at holde sig borte fra alle. Hvem vidste vel, naar Sygdommen kunde bryde løs? William betoges at den samme angstfulde Skyhed som Søsteren, men den virkede hos Drengen paa anden Vis.
Dagens Ord
Andre Ser