United States or Egypt ? Vote for the TOP Country of the Week !
Det syntes højst urimeligt, at jeg nogensinde skulde træffe Frøken Medwin igen; at jeg ønskede det, vil jeg ikke nægte. Og medens jeg nu omtaler det, vil jeg endog gaa saa vidt at tilstaa, at jeg ikke én, men mange Gange greb mig i netop af den Grund at ønske, at jeg havde betænkt mig to Gange, før jeg havde modtaget Nikolas Tilbud.
"Saa er jeg bange for, jeg maa sige, at jeg har noget imod det." "Og dertil har De naturligvis en fornuftig Grund?" "Jeg vil ikke nægte, at det er en Grund, som Tiden og bedre Bekendtskab muligvis kan fjerne. Men lad os nu først se, i hvilket Lys De staar for os. Indtil for en fjorten Dages Tid siden vidste hverken min Kone, Frøken Medwin eller jeg, at De var til i Verden.
"Jeg skal sige Dem noget, Frøken Medwin, det er muligt, at De er den sidste Englænderinde, jeg nogensinde taler med her i Verden." "Hvad mener De?" spurgte hun. "Jeg maa atter svare, at det kan jeg ikke sige Dem. Men saa meget kan jeg sige, at jeg tager bort herfra om et Par Timer for at indlade mig paa noget, som højst sandsynligt vil koste mig Livet.
Frøken Medwin er en Pige, det er Umagen værd at vente paa. Hvis De ikke har noget imod det, vil jeg ønske Dem til Lykke." "Hvor véd De noget om det?" spurgte jeg overrasket. "Jeg har jo lige talt med Hr. Benfleet," svarede han. "Men han sagde Dem da ikke noget?" "Jeg vilde netop tale med ham om den Sag," sagde Nikola.
"Men sig mig: Er det Foretagende, som De er ved at indlade Dem paa, virkelig saa farligt?" "Farligere end De kan tænke Dem," svarede jeg. "Men De kan være sikker paa, Frøken Medwin, hvis jeg slipper levende fra det, saa skal jeg nok finde Dem og forlange Ringen tilbage." Nikola traadte ind i Værelset.
Hvis mit Væsen, efter at Frk. Medwin var gaaet, ikke slog ham som højst ejendommeligt, saa kunde han imidlertid ikke have været den klart tænkende Verdensmand, som hans Venner i Peking troede, han var. Alt, hvad jeg véd, er, at da jeg vendte tilbage til Huset, var jeg i allerhøjeste Grad irriteret.
"Frøken Medwin," sagde jeg; "tidligere eller senere tror jeg, at der i en Mands Liv optræder en Kvinde, som er hele Verden for ham. Gladys, kan De gætte, hvad jeg vil sige?" Hun svarede ikke, men den ulykkelige Bille, som, uden at hun havde lagt Mærke til det, var naaet hen til hendes Fødder, blev knust. Og dog var hun det venligste og blideste Væsen, der var til i Verden.
Da han var borte, stak jeg Haanden i Lommen og trak den lille Mindegave frem, som Frøken Medwin havde givet mig. Det var en Medaillon, men til min Sorg indeholdt den ikke noget Billede af hende. Hun havde øjensynlig baaret den om Halsen, for der hang et Stykke falmet Baand ved den.
Saa opdagede jeg en meget forbavsende Ting: Den unge Pige var Frøken Medwin, den Dame, jeg havde frelst i Tientsin! Hun rørte ved min Haand med sine bløde Fingre for at se, om jeg havde Feber, antager jeg, og saa kom hun noget Medicin i et Glas, som stod paa et Bord ved Siden af mig, og førte det til mine Læber. Jeg drak uden Indsigelse og saá op paa hende.
"Nej, hvorfor skulde jeg det? Jeg hedder Medwin Gladys Medwin og hvad er Deres Navn?" "I denne Paaklædning burde det være Mah Poo, ikke sandt? I Virkeligheden er det Wilfred Bruce." "Men naar De er Englænder, hvorfor er De saa forklædt paa den Maade?" "Det gør mig ondt, at jeg ikke kan meddele Dem det," svarede jeg.
Dagens Ord