United States or Afghanistan ? Vote for the TOP Country of the Week !
Han saa glad og fornøjet ud, den muntreste Mine af Verden og førte sig paa den eleganteste Maade. Han bar en besynderlig Frakke, der en Gang havde været rød, men som nu var falmet og havde antaget en Farve som vissent Egeløv. Men hans Epauletter straalede, og han havde en skinnende Metalhjælm med en koket, hvid Fjerbusk paa Hovedet.
Og saa siden lagde det sig jo af af sig selv. Thøger Smed var bleven gammel. Den buklede Skaldepande begyndte at gro til med Haar for anden Gang, Rundtenomskægget groede langt ved Ørene som paa alle gamle Folk, og det var hvidt. Ansigtet var fuldt af blege Pletter, de mægtige Hænder var ogsaa falmet.
Gamle Volumina i Læder og Folio skifter med smaa, kokette, røde Maroquinsbind; mellem lange Suiter af Klassikere i falmet Shirting skubber gule Calman-Levyske og blegblaa Dentu'ske Papirsrygge sig ind og drager moderne Striber.
Da han var borte, stak jeg Haanden i Lommen og trak den lille Mindegave frem, som Frøken Medwin havde givet mig. Det var en Medaillon, men til min Sorg indeholdt den ikke noget Billede af hende. Hun havde øjensynlig baaret den om Halsen, for der hang et Stykke falmet Baand ved den.
Men der er kort fra Latter til Graad. Den gamle Mand huskede kun dunkelt alt dette. Men han huskede, at hele den lyse, straalende Verden en Dag havde ligget falmet foran ham, nedtraadt og skiden som en Græsmark om Efteraaret. Den Dag skimtede han Hjulene i Verden omkring sig og i sig selv. Da var han ikke længer ung. Han huskede det endnu.
Men da hun i Halvmørket saa de støvdækte Lagener over alle Møbler, og Maagernes Vaaben skinnende mod sig over Speilet, blev hun svimmel og støttede sig. Hun rev Gardinerne bort, og Dagen skar hendes Øine. Hun vendte sig fra Lyset, og hendes Blik faldt paa Sengen; den stod midt paa Gulvet, med en falmet Silkehimmel, baaret af Kvindeskikkelser.
Oppe i Lofterne smilede korpulente Rokokko-Damer mellem røde Gevandter og blaa Skyer. Selv i Halvmørket var Pragten besynderlig falmet og pauvre. De gyldne Lister paa Vægfelterne var afblegede og sprukne rundtom. Skjoldede og medtagne hang store Spejle i deres Rammer
Herluf sad en Dag oppe hos ham ved »Volden« i Stuerne, hvor alt var falmet og uhjemligt som i et Passant-Værelse i et Vestervoldhotel, hvor hver Rejsende kun bliver én Nat. Efteraaret trak med sin Fugtighed ind gennem baade Væg og Dør. -Erhard, sagde Herluf, synes du egenlig her er rart? -Næ-æ. -Ja jeg ikke heller. -Og hvad saa? sagde Gerster.
Det er Fie og Frærik, som skal holde deres Indtog i Huset nede ved Aaen. Der er stille i Skoven nu henunder Aften. Fuglene ligger paa Rede og ruger, og Raaerne lister forsigtigt fra Krat til Krat for at finde et Sted til at sætte deres Lam. Forlængst er Haslens Rakler falmet, og Hunblomsternes røde Strænge visnet. Knopperne er begyndt at folde sig ud. Alle Skovduerne tier. Solen er gaaet ned.
Hans Mund blev smal, hans Øjne blev kloge og klare, og hans Tanke kold, mens han stræbte mod sit Maal, Krogen. Det var drøje Aar, fulde af Slid og Slæb. Det var triste Aar, fulde af Sorg og Græmmelse. For det er haardt at leve, naar man ikke længer er ung, og Verden er falmet, og man har Maalet givet, og Maalet er en Krog. Men han havde stridt sig igennem og havde naaet Maalet.
Dagens Ord