United States or Colombia ? Vote for the TOP Country of the Week !


Jeg vilde prøve paa at nægte, at jeg var forelsket; det var første Gang, jeg havde gjort Bekendtskab med denne fatale Lidenskab, der ligesom Mæslinger er meget værre, naar man er ældre, end naar man er Barn. Saa man kan jo nok tænke sig, at jeg ikke følte mig meget vel og rolig til Mode. Om Hr. Benfleet i det hele taget tænkte noget i den Anledning, kan jeg ikke sige, men han sagde ingenting.

Desuden venter jeg, at Nikola trænger til min Hjælp. Men nu, før jeg glemmer det, beder jeg Dem om at give mig den Ring, jeg gav Dem i Tientsin." Hun forlod Værelset og vendte et Øjeblik efter tilbage med den. Jeg tog den fra hende, hævede hendes Haand op og satte den paa hendes Finger, idet jeg kyssede hende. "Jeg vil altid gaa med den," sagde hun. Medens hun talte, traadte Fru Benfleet ind.

Frøken Medwin er en Pige, det er Umagen værd at vente paa. Hvis De ikke har noget imod det, vil jeg ønske Dem til Lykke." "Hvor véd De noget om det?" spurgte jeg overrasket. "Jeg har jo lige talt med Hr. Benfleet," svarede han. "Men han sagde Dem da ikke noget?" "Jeg vilde netop tale med ham om den Sag," sagde Nikola.

Da Hr. og Fru Benfleet var optagne paa anden Maade, var Frøken Medwin saa venlig at hellige mig en stor Del af sin Tid, og jeg benyttede mig deraf og havde den største Glæde af at passiare med hende om forskellige Ting.

Benfleet, hvorledes det stod til med mine Følelser, den anden, at lade Gladys forstaa, at jeg ikke vilde anse hende for bunden til mig paa nogen som helst Maade, før jeg vendte tilbage, hvis jeg nogensinde vendte tilbage fra det Arbejde, jeg havde paataget mig. Saa snart Aftensmaaltidet derfor var forbi, bad jeg Missionæren om at tilstaa mig en fem Minutters Samtale i Enrum.

Benfleet, for det hed han, "vi er jo kun saa faa Englændere i Peking, og det vilde virkeligt være sørgeligt, hvis vi ikke i Nødsfald hjalp hinanden." Medens han sagde dette, tog jeg med Haanden op til Hovedet og gjorde straks en mærkelig Opdagelse. Da jeg var blevet syg, var jeg klædt som Kineser, gik med Pisk, og min Hud var farvet lysebrun.

Benfleet, og saa maa vi af Sted." Han forlod Værelset ledsaget af vor Værtinde, og Gladys og jeg var alene i en halv Snes Minutter. Jeg vil ikke beskrive, hvad der skete under denne korte Samtale; det behøves ikke; det er nok at sige, at da den var forbi, gik jeg ud til Nikola paa Verandaen, og vi forlod Huset sammen. Da Gadedøren blev lukket, syntes jeg, at al min Livslykke gled bort fra mig.

Hvad monstro mine Venner, havde ment om min Forklædning? Det var først senere, jeg opdagede, at jeg var kommet til deres Hus i fuldstændig europæisk Paaklædning. Det samme havde været Tilfældet med Nikola, da han gik til Hr. og Fru Benfleet for at bede dem om at optage mig i deres Hus. "Gladys siger mig, at De skal op i Eftermiddag," sagde Hr. Benfleet; "jeg antager, at De vil have godt af det.

Nu tror jeg ikke, at jeg er noget særlig nervøst Menneske, men jeg maa tilstaa, at jeg ikke følte mig ganske vel til Mode i dette Tilfælde. Jeg spekulerede og spekulerede paa, hvorledes jeg skulde begynde min Forklaring; men det var umuligt for mig at finde de rigtige Ord. "Hr. Benfleet," sagde jeg tilsidst fortvivlet.

Jeg smilede for at berolige hende, og da Hr. og Fru Benfleet lidt senere var venlige nok til at forlade Værelset, fortalte jeg hende alt, hvad vi havde aftalt. Hun var ganske enig med mig om, at hendes Svogers Forslag var det fornuftigste.