United States or Nicaragua ? Vote for the TOP Country of the Week !
„Godt var det, at du ikke dovent drev om ved Husene,“ sagde den næseløse til mig. „Naa, jeg var saamænd lige kravlet i Kajaken,“ sagde jeg.“ Og saaledes fortalte han alt, hvad der var hændet, og mistede fra den Dag af Evnen til at fange, thi hans sørgelige Søvnighed tog nu ligesom tidligere al Fangstlejlighed fra ham.
Hun vendte sig om, blev bange, kastede det fra sig, og da det faldt ud i Havet, gik det i Stumper til Bunds. Øjenbrynene blev til Blaamuslinger, Indvoldene til Tang, Haaret til Havplanter. Nu blev Kællingen vred og busede ud: „Gid man kunde stikke ham dernede!“ Kajaken var lige ved at kæntre; men han raabte tilbage: „Gid man kunde jage sin Harpun gennem hende deroppe!“
Der var slet ingen Ende paa alt det gode, de nu vilde gøre ham, og alle de hvide Mænd frembar een for een deres Gaver. „Støvlemanden“ puttede det bare ned i sin Kajak, indtil han indsaa, at han ikke vilde kunne flyde paa Vandet, hvis han fyldte mere i; saa kravlede han i Kajaken, iførte sig Fangepels, snørede den godt sammen og lod sig hejse ned i Vandet af Matroserne.
En Dag var han ude i Kajak, da en Falk begyndte at kredse over ham. Han sagde intet, men vendte Kajaken og roede indefter. Han roede og kom ind til den faste Is. Der lagde han til og gik op. „Man kan vel forsøge at tage en Sæl,“ sagde han til sig selv og gik ud paa Isen. Han gik indefter mod Land, smed sig til sidst lige ned paa Isen og gav sig til at se efter sin Broder.
Han spurgte, hvad der var i Vejen, og da ingen svarede ham, men alle fortsatte med deres Hvisken, drev han dem nogle vældige Slag hen over Bagstykkerne. Matroserne røg fra hinanden, og Kaptainen vristede Skindene fra dem. Han bad straks „Støvlemanden“ om at komme op paa Dækket. Matroserne halede ham op i Kajaken.
Kvinden var lige ved at falde om. „Gid man kunde stikke ham dernede!“ raabte hun igen. Og han var lige ved at kæntre. „Gid man, uden at være varsom, kunde sætte sin Harpun tvers igennem hende!“ raabte han tilbage. Hun sank i Knæ og raabte med det samme, medens hun kastede sin Krumkniv: „Gid man kunde ramme ham dernede!“ Manden havde hele Kajaken under Vand, saa nær var han ved at kæntre.
Aar har jeg hver Sommer været paa Rensjagt her i vore egne Distrikter ved Søndre-Strømfjord; og det er først nu, at jeg har slaaet mig paa Laksefangsten. Det betaler sig bedre. Nordgrønlænderne, maa jeg sige, er raskere til Bens og livligere end vi Sydgrønlændere; de er næsten for kappelystne. I Kajaken derimod er vi de dygtigste. Isen lukker jo Havet for dem om Vinteren.
Saadan smed hun sit Vaaben fra sig. Men endelig til sidst faldt Menneskeædersken i Søvn. Manden greb sit Tøj, tog sine Kamiker paa, fik sin Kajak under Armen og løb ned mod Stranden. Han kom ned i Kajaken, og Konen, som satte efter ham, fik lige rørt ved ham; men hun fik ham dog ikke fat. Ved sin Hjemkomst fortalte han: „Intet Under, at de, som drager Øster paa, aldrig kommer tilbage.
Og da hun var saa stædig, saa vendte han den op. „Læg Stenen paa Kajaken!“ „Nej!“ „Men saa læg dog Stenen paa Kajaken!“ Og saa gjorde han det. „Gaa nu ind!“ „Nej!“ „Men saa gaa dog ind!“ Og saa gjorde han det. „Træk din Pels af!“ „Nej!“ „Men saa træk den dog af!“ Og saa gjorde han det. „Tag dine Støvler af!“ „Nej!“ „Men saa tag dog dine Støvler af!“ Og saa gjorde han det.
Og sammen med et Par unge Fyre bestemte jeg mig til Dagen efter at forsøge min Lykke. Vi skulde ro i Kajak over en Bugt, bære Kajaken et Stykke over Land op til en 6-7 Mil lang Sø og saa ro lige hen til Foden af Kingigtok. Man ventede sig meget af vor Jagt. Vi selv var opfyldte af Spænding. Om Aftenen samledes Mændene i Malanga's Telt, hvor Jagthistorier afløste hinanden.
Dagens Ord