United States or Saint Pierre and Miquelon ? Vote for the TOP Country of the Week !
Naar en Mand pønser paa Drab, plejer han altid at sætte en ny Jernspids paa sin Pil eller Harpun; der er dem, der har ganske bestemte Spidser til Mennesker. Da Ilisimartoq derfor en Dag satte en ny Spids paa sin Harpun, vidste alle, at han nu atter tænkte paa Drab, og man vogtede derfor nøje paa ham.
"Folkens!" raabte han vendt imod Matroserne, "hvad synes I? Skal vi vove Forsøget? Husk paa, at vi kun er os selv, vi har ingen Hvalfangere til at hjælpe os. Jeg selv har før slynget en Harpun og kan vel gøre det igen. Naa, hvad mener I saa?" "All right, Kaptajn," svarede Mandskabet begejstret. "Saa i Guds Navn da, lad os forsøge!"
Nede ved Strandbredden vendte han Ryggen til Havet og smed sig ned, saa lang han var. Da „den stærke Mand“ saa det, standsede han og satte Odden paa sin Harpun; og saa kastede han med al sin Kraft Harpunen lige ind imellem „Støvlemandens“ Skulderblade. Harpunen ramte, men faldt tilbage igen, sønderbrudt i mange Dele.
Hun vendte sig om, blev bange, kastede det fra sig, og da det faldt ud i Havet, gik det i Stumper til Bunds. Øjenbrynene blev til Blaamuslinger, Indvoldene til Tang, Haaret til Havplanter. Nu blev Kællingen vred og busede ud: „Gid man kunde stikke ham dernede!“ Kajaken var lige ved at kæntre; men han raabte tilbage: „Gid man kunde jage sin Harpun gennem hende deroppe!“
I saa Fald turde de haabe at allerede den første Harpun vilde afgøre dens Skæbne. Men det var ikke sandsynligt; Kaptajn Hull følte kun altfor sikkert, at der var en anden Grund til at den forholdt sig saa stille, og et hurtigt Blik fra Baadsmanden fortalte ham, at denne havde den samme Mistanke. Men der var ikke Tid til Overvejelser, nu var Øjeblikket kommet, hvor der maatte handles.
Disse to Brødre møder Ilisimartoq paa hjemgaaende. Quperneq havde fanget to Remmesæler. Saa er det, at Ilisimartoq ror til bagfra lige ind paa Quperneq, der ikke saa ham, før han allerede havde løftet sin Harpun. Han vidste nu, at han var nærmere Døden end Livet; det var for sent at forsøge nogen Modstand, og saa vendte han bare Siden til og ventede Kastet ...
Hun havde i Reglen flere Hunde end disse. Jeg husker saa tydeligt en Vintermorgen, hun var gaaet paa Fangst, før det var bleven lyst. Dagen havde neppe gryet, før hun kom kørende hjem igen med en stor „befostret“ Remmesæl paa Slæden. I Kajak kunde hun ogsaa ro og fange med Harpun; hun var endda heldigere i sin Fangst end Mændene.
Kvinden var lige ved at falde om. „Gid man kunde stikke ham dernede!“ raabte hun igen. Og han var lige ved at kæntre. „Gid man, uden at være varsom, kunde sætte sin Harpun tvers igennem hende!“ raabte han tilbage. Hun sank i Knæ og raabte med det samme, medens hun kastede sin Krumkniv: „Gid man kunde ramme ham dernede!“ Manden havde hele Kajaken under Vand, saa nær var han ved at kæntre.
Dagens Ord