Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 31. maj 2025
Men Thjodolf vilde ikke sidde ene hjemme paa sin Faders Borg og sove i Arnekrogen; han besteg sit Skib med sine bedste Mænd og fulgte Kongen af Danmark, der paa den Tid gjorde Tog mod England. I England fandt Thjodolf mange flere Christne end i Danmark, thi der var næsten Alle Christne, og Landet var fuldt af Kirker og Klostre.
Thjodolf blev heel forundret, da han kom derned og saae den klare blaae Himmel og fornam det milde varme Klima; Sligt var han ikke vant til i sit taagede Hjem. Ogsaa fandt han en Overflod af Vin og søde Frugter, som han aldrig havde kjendt før.
Men hun turde aldrig tale et Ord derom, thi Knud hadede de Christne til Døden, og Thjodolf hadede, som hans Fader hadede. Engang spurgte Knud ham: »Hvad vilde Du gjøre ved den hvide Christ, om Du nogensinde mødte ham?« »Jeg vilde gjøre saa ved ham«, svarede Drengen og jog sin Kniv til Hæftet ind i Bordpladen. »Derfor skal Du i Morgen faae Lov til at ride paa min sorte Hingst«, svarede Knud glad.
Men derfor bleve hverken Thjodolf eller hans Mænd blødagtige; som den vilde Bjørn faldt de over Landets Børn, og hvem de ikke strax dræbte, ham offrede de til Guderne. Thi Thjodolf var nu bleven en vild Blotmand. Hver Morgen, naar Solen hævede sig klar og straalende over den blanke Havflade, offrede han Hjertet af sine christne Fanger til Odins Øie, og Ligene kastede han i Søen.
Thjodolf taug en liden Stund stille, derpaa sagde han: »Fortæl mig noget om din Christus«, thi han havde endnu aldrig hørt Christi Historie.
En Dag mødte han en gammel Mand i en brun Kappe, der spurgte ham, hvad der fattedes ham. Thjodolf svarede ikke. »Men jeg veed, hvad der fattes Dig«, sagde den Gamle. »Du har dræbt din Hustru og myrdet din Fostbroder.
Men han kunde ikke finde Ynglingen, og Alle, hvem han spurgte om ham, sagde, at de kjendte ham ikke og havde aldrig seet ham. Thjodolf meente da, at de havde skjult ham for ham, og han besluttede derfor at blive der, indtil han engang fik hin Yngling at see.
Da han havde endt, lønnede Sigvald ham med en herlig Guldring, men Thjodolf sagde: »Det tykkes mig underligt at synge om Glænten, naar Ørnen er tilstede.« »Jeg synger nu, som jeg har Lyst til«, svarede Sangeren.
Hans Borg var opført paa Toppen af en høi Brink og skuede vide ud over Havet. Knud havde en Søn, han hed Thjodolf. Thjodolf var kun tolv Aar gammel, men haard og vild af Sind, saa at selv Knud havde Møie med at tvinge ham. Men dette glædede Knud, thi »haard er Fjeldets Væg, men haardere skal Mandens Sind være«, pleiede han at sige.
Saa skete det en Dag, at Thjodolf sad til Bords med alle sine Mænd, Sigvald sad ved hans ene Side og Astrid ved hans anden: Drikkehornene gik hyppig rundt og bleve flittig tømte, ja mere, end som godt var, thi vel var Hornene af Guld, men Ordene, som faldt, vare ikke Guld.
Dagens Ord
Andre Ser