United States or Malaysia ? Vote for the TOP Country of the Week !
«Har Du nok af London seet?» blev jeg spurgt ved et Glas Ale af min brave Skibskaptain just som vi paa Drurylane havde nær af Stykket leet begge To os reent ihjel. «Nok af Folkets Storhed? Ja Ja og nei, som man det tager meer end Nok dog af dens stygge over London faldne Skygge: Menneskers Elendighed, bundløs, dybere mod Helved, end som Folkets Storhed rager op i Høiden imod Hvælvet.
Det var en Jammer, en Elendighed uden Lige at være så udarmet! Hvilken Ydmygelse, hvilken Vanære! Og jeg kom atter til at tænke på en fattig Enkes sidste Skærv, som jeg vilde have stjålet, en Skoleguts Kasket eller Lommetørklæde, en Betlers Madpose, som jeg uden Omstændighed vilde have bragt til Kludehandleren og sviret op.
Jeg var bange for at komme hen i Lyset, frygted for at vise mig formeget frem for den unge Pige, som ikke aned min Elendighed, og jeg sagde derfor hurtigt Godnat, bukked og gik. Maden begyndte at virke, jeg led meget af den og fik ikke beholde den længe.
Da vi igen kom op til Fontænen, sagtned jeg lidt mine Skridt, jeg vidste, at jeg ikke fik følge med længer. »Ja, nu må De altså vende om,« sagde hun og standsed. »Ja, jeg må vel det,« svared jeg. Men lidt efter mente hun, at jeg nok kunde være med til Porten. Herregud, der var da ikke noget galt i det. Vel? »Nej,« sagde jeg. Men da vi stod ved Porten, trængte al min Elendighed igen ind på mig.
Jeg begyndte at hikke af Raseri, og jeg stred af min inderste Sjæl med min Elendighed, holdt rigtig tappert Stand, for ikke at falde om; jeg agted ikke at synke sammen, jeg vilde dø stående.
Og jeg gik og tænkte mig netop den særlige Sort Rugbrød, som det skulde være så usigeligt godt at få gnave. Jeg sulted bitterlig, ønsked mig død og borte, blev sentimental og græd. Det blev aldrig Ende på min Elendighed! Så med en Gang standsed jeg op på Gaden, stamped i Brostenene og bandte hojt. Hvad var det, han havde kaldt mig? Tosken?
Dagens Ord
Andre Ser