jammer

Det var en Jammer, en Elendighed uden Lige at være så udarmet! Hvilken Ydmygelse, hvilken Vanære! Og jeg kom atter til at tænke på en fattig Enkes sidste Skærv, som jeg vilde have stjålet, en Skoleguts Kasket eller Lommetørklæde, en Betlers Madpose, som jeg uden Omstændighed vilde have bragt til Kludehandleren og sviret op.

Knut Hamsun - Sult

Hvor det tyktes mig tomt i Solhaugs hal og i alle de store stuer! Her gæsted os riddere, herrer og fruer; her sang mig til ære så mangen skald; men der var ikke én, som ret mig forstod, ikke én, som fatted min jammer; jeg frøs, som sad jeg i bergets kammer; dog værked mit hoved, dog brændte mit blod. GUDMUND. Men din husbond ?

Henrik Ibsen - Gildet på Solhaug

Han er ikke længer vred paa din syge Kjærlighed, Han har intet Blik, som rammer knusende din knuste Jammer; Han har intet Øjekast for at skjære hvad der brast; Han har kun en Faders Hjerte og Velsignelser i Munden og en Smerte for din Smerte, og et Taaredryp for Vunden, Taarer af balsamisk Glæde; thi jeg ogsaa dig har funden: Ingen mangler i min Kjæde.

Henrik Wergeland - Jan van Huysums Blomsterstykke

Falk, der under det foregående ufravendt har betragtet Stråmand og hans kone, blir alene tilbage i haven. FALK. Alt er som afbrændt, dødt; en trøstløs jammer ! Slig går man gennem verden, to og to; tilhobe står de, som de sorte stammer, en skogbrand levned på den øde mo; så langt, som synet rækker, er kun tørke, o, bringer ingen livets friske grønt! Jo én jo én ! SVANHILD. Falk!

Henrik Ibsen - Kærlighedens Komedie